Atelier Bow-Wow: Fremtidens bolig i byen?

I udstillingen med japanske Atelier Bow-Wow viser Dansk Arkitektur Center i sommeren 2014, hvordan vi kan bo tættere, sjovere og mere socialt i fremtidens bæredygtige byer.

Udstillingsperiode 4. juni 2014 - 29. august 2014
 
Vis på kort Sted Det er gratis at besøge udstillingen
 

Aterlier-Bow-Wow-drawing.jpgFoto: Atelier Bow-Wow

Atelier Bow-Wow er en af vor tids mest originale tegnestuer, og deres arkitektur og tænkning har inspireret arkitekter verden over til at bygge tæt og til at arbejde med sociale sammenhænge i arkitekturen.

Tegnestuens særprægede arkitektur fortolker og inddrager byen på original og inspirerende vis. Signaturprojekterne er de meget små boliger, der med stor opfindsomhed indpasses i Tokyos ekstremt tætte kvarterer, og hvor sammenhængen mellem det private og offentlige rum nytænkes.

Atelier Bow Wow-Wow udstillingsrum

Foto fra udstillingen.Foto: Marie Joensen, Dansk Arkitektur Center

Fremtidens bolig i byen?

Hvordan vil vi bo i fremtidens byer? Når endnu flere mennesker flytter til byen, og familiemønstre bliver stadigt mere forskelligartede? Skal vi bygge mere i højden, i dybden eller bare mindre? Har vi behov for mere rumlig fleksibilitet? Og hvordan skal den enkelte bolig forbindes til andre boliger og til byen omkring os?

Udstillingen viser udvalgte arbejder af japanske Atelier Bow-Wow, som i dag bygger og vækker opmærksomhed over hele verden. Udstillingen fokuserer på tegnestuens arbejde med boligen i byen - en disciplin, tegnestuen har udforsket gennem en lang række projekter, der hver især flytter grænserne for, hvordan man kan bygge og bo i byen.

Med udstillingen vil Dansk Arkitektur Center inspirere til, hvordan vi kan bo tættere, mere forskelligt og måske sjovere i fremtidens storbyer.

Bow-wow-Ikushima-Library.JPG

Ikushima Bibliotek af Atleier Bow-Wow

Made in Tokyo

Atelier Bow-Wow's arkitektur og tænkning udspringer af Tokyo. Den japanske hovedstad har i flere hundreder år levet med ekstrem befolkningstæthed - Tokyo var allerede en millionby i 1700-tallet, hvor København til sammenligning havde knapt 70.000 indbyggere. Høje grundpriser og en ubetalelig skat på arvede grunde i byen tvinger arvinger til at sælge dele af grundene fra. Efterhånden som grundene deles og bliver mindre, udfylder husene næsten hele byggegrunden, hvor arkitekturen tager direkte form efter grundens ofte aparte tilsnit.

Atelier Bow-Wow beskriver det som en urban økologi, hvor bygningen tilpasser sig omgivelserne og henter dagslys og udsyn, hvor det er muligt. Beboerne udnytter hver en hidtil overset centimeter og inddrager gerne det offentlige rum - fx et stykke af fortovet, hvor potteplanter stables i særlige "reol-haver" og skaber en grøn overgangszone mellem privat og offentligt rum.

atelier bow-wow machiya

Tower Machiya af Atelier Bow-Wow.

Billeder fra udstillingen

Næste Forrige

Arkitektur, der samler mennesker

Som flere japanske arkitekter er også Atelier Bow-Wow kritiske overfor indflydelsen fra den vestlige modernisme, der i deres optik har bidraget til at isolere mennesker fra hinanden og skabe kløft mellem byen og huset.

Tegnestuen eksperimenterer med, hvordan byhuset kan orientere sig mere mod fællesskabet og kombineres med andre funktioner: Alt sammen præmisser, der er en selvfølge i traditionel japansk arkitektur, men som med det 20. århundredes fokus på funktionsopdeling og på kernefamilien er blevet tilsidesat.

Atelier Bow-Wow genopfinder det traditionelle japanske byhus, Machiya, i en ny boligarkitektur, der i japansk sammenhæng således er både bevarende og visionær - og som i vestlige øjne virker radikalt nyskabende.

Bow-wow-Machiya-Guest-House.JPG

Machiya Guest House af Atelier Bow-Wo

Learning from Japan

Måske kan vi lære noget af Atelier Bow-Wow's eksperimenterende byhuse, når vi i fremtiden også skal huse mange, mange flere mennesker på den samme plads? Selvom Tokyo i arkitektonisk forstand er sin helt egen, rejser Atelier Bow-Wow's uortodokse leg med boligens form, funktion og grænser mod omverdenen spørgsmålet om, hvorvidt vi i vesten kan tænke og bygge boliger helt anderledes end i dag.

>> Læs mere om Atelier Bow-Wow

 

-----------------------------

Udstillingen er støttet af Realdania, The Japan Foundation og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond.

-----------------------------

Fotokonkurrence om mikroboliger på Instagram: #micropenhagen

I forbindelse med udstillingen 'Fremtidens bolig i byen?', opfordrer Dansk Arkitektur Center til at dele billeder på Instagram af sjove, anderledes og veludnyttede mikroboliger fra hele verden.

>> Læs mere om konkurrecen #micropenhagen

 

Kom til konkurrenceafslutning og oplæg med KATOxVictoria den 29. august

Kom ind i Dansk Arkitektur Center den 29. august, når vi afslører vinderen af Instagram-konkurrencen #micropenhagen.

Dommerne Hiroshi Kato og Victoria Diemer Bennetzen giver deres begrundelse for valg af vinderbilledet - og vil samtidig fortælle om deres blik på mikroboliger, byliv og boformer i både Tokyo og København. Desuden byder dagen på en sidste chance for at nå at opleve udstillingen om japanske Atelier Bow-Wow.

>> Læs mere om arrangementet og tilmeld dig


7. januar 2014 / Af Kasper Egeberg

Sidst opdateret d. 11. juli 2014

}