Unge talenter

Er du vild med at tegne, bruge din fantasi og opfinde nye ting? Måske er du vild med den digitale verden og Minecraft? Så inviterer vi dig indenfor til udstillingen Unge Talenter, hvor du kan få et indblik i, hvordan det er at arbejde med arkitektur i børnehøje - på den fede måde.

Udstillingsperiode 20. april 2017 - 7. maj 2017
 
Vis på kort Sted Dansk Arkitektur Center, Plan 2
 

Birk viser lampe

Foto: Simon Risum Pedersen

Dansk Arkitektur Center har gennem de sidste mange år arbejdet målrettet med arkitekturpædagogik og undervisning af børn og unge. Dette har blandt andet udmøntet sig i det faste fritidstilbud 'Gå til arkitektur'. Her arbejder de deltagende børn med undersøgelser og autentiske cases, der har rod i aktuelle problemstillinger i Danmark. De tester egne idéer og producere selv færdige løsninger. Resultatet er en masse interessante bud på, hvordan arkitektur ser ud, når det er tænkt og udført i børnehøjde. Det er med til at give os et andet blik på byen og den arkitektur, der opføres her. Resultatet af børnenes arbejde dette semester udstilles i årets forårsudstilling Unge Talenter.

Unge Talenter tager udgangspunkt i de produktioner og processer, som de daltagende børn og unge har arbejdet med - herunder makerspace, Minecraft, virtual reality og analoge arkitekturmodeller. Udstillingen vil således vise et udvalg af deltagernes arbejde og undersøgelser, og blandt andet bestå af deltagernes skitser, billeder og modeller.

En del af udstillingen er desuden et mindre værksted, hvor børn, unge og familier selv kan prøve kræfter med en udvalgt opgave, som DACs unge talenter har løst igennem året. I værkstedet vil der blive afholdt workshops hver weekend i udstillingsperioden, hvor besøgende - store som små - kan få et indblik i arkitektur i børnehøjde.

10. april 2017 / Af tda@dac.dk

Sidst opdateret d. 12. april 2017