Søndagstur: Cykeltur havnen rundt

Med Havneringen har vi fået en helt ny mulighed i København: At kunne cykle havnen rundt. Næsten, i hvert fald. Tag med på en cykeltur – mens vi venter på den sidste forbindelse, der slutter ringen om havnen.

Cirkelbroen. kreditering Olafur Eliasson og Nordea Fonden.jpg

Foto: Olafur Eliasson,   Cirkelbroen,  2015, Christianshavns Kanal, København. En gave fra Nordea-fonden til Københavns Kommune. Foto: Søren Svendsen, for Nordea-fonden.

For præcis 10 år siden fik København sin første nye bro over havnen i 50 år. Det var Bryggebroen, der går fra Vesterbro til Amager. Med et trylleslag blev byen gjort mindre, og vi opdagede områder i byen, vi aldrig før havde ænset. Havneringen høster frugten af de sidste 10 års byudvikling rundt om havnen, der nu gør det muligt (næsten) at cykle hele havnen rundt.

Tag med og følg udviklingen

En række søndage fra april og frem til oktober kan du cykle med os havnen rundt. Turen begynder ved Dansk Arkitektur Center i Strandgade og fortsætter mod syd, hvor første stop er den nyeste og meget smukke bro, Cirkelbroen. Herefter går det slag i slag med stop ved nye byområder, grønne landskaber, italienske supermarkeder, byggepladser, trampoliner og gyldne tårne.

Vi cykler langs kajkanten, hvor det kan lade sig gøre - over sluser og broer, ad cykelslange, på grussti og cykelsti for at ende ved kyssetrappen ved Kvæsthuspladsen. Her skal vi høre om et P-anlæg, der er meget mere end til biler, og vi skal kigge over mod Papirøen, der nu er kommet et skridt tættere på sin fremtidige funktion. Alt dette mens vi venter på den sidste forbindelse, Inderhavnsbroen, der slutter ringen om havnen.

NB. Medbring egen cykel. 
 

Skal du med på flere søndagsture?

År 2016 byder på en række spændende søndagsture til lands og til vands. Læs mere om dem, og kom med når DAC arrangerer Gåtur på Vesterbro og Havnetur mod nord. 

>> Se alle kommende søndagsture

------------------------------------

Cykelturen er udviklet i samarbejde med Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen.

------------------------------------

Søndagstur: Cykeltur havnen rundt
 
Dato Udvalgte søndage fra den 3. april - 30. oktober 2016
Tid 11:00 - 13:30
Vis på kort Sted Vi mødes ved Dansk Arkitektur Center
Pris 95 kr.
Arrangør Dansk Arkitektur Center
Kontaktperson Christine Scoot
 

22. februar 2016 / Af lbm@dac.dk

Sidst opdateret d. 19. maj 2016