Aalborg: Gentænk måden vi bor på!

Vores måde at bo på har stort set ikke ændret sig de seneste 50 år! Du bor højst sandsynligt ligesom dine forældre eller bedsteforældre. Er det overhovedet muligt at gentænke måden vi bor på? Eller står vi foran en eksplosion af bofællesskaber på tværs af generationer, mobile mikroboliger, ryk ud af byen og en tilbagevenden til naturen?

debatarrangements collage

Foto: Designit

I forbindelse med udstillingen 'Det byggede Danmark - rammerne for vores liv' inviterer Dansk Arkitektur Center og Boligøkonomisk Videncenter til tre talkshows i Aarhus, Aalborg og Vordingborg, der sætter fokus på hvordan vi bor og stiller spørgsmålet: Kan vi gentænke måden vi bor på? Mød en række ildsjæle, politikere, kulturpersonligheder og arkitekter, der alle har en holdning til byen og boligen.

I Aalborg kommer det bl.a. til at handle om hvordan gamle industribygninger er blevet til moderne boliger, samt om hvordan man også uden for Aalborg kan lokke folk til at slå sig ned eller blive boende ved at gentænke måden vi bor på.

I et engagerende talkshow i Utzons Centerets fine bibliotek, kan du bl.a. møde arkitekt Boris Brorman som har hjulpet Hjørring med projektet 'Alternative Boformer' - hvordan kan anderledes måder at bo på være med til at forhindre fraflytning? Herudover kan du møde leder af Nordkraft, Mads Bang Pedersen og Christian Fumz fra organisationen Giv Rum, der begge har tænkt kreativt i forhold til hvad vores eksisterende bygninger kan bruges til.

Aftenens vært er Oleg Kofoed, en kreativ multimand med egen virksomhed under navnet 'Growing Pathways'. Han kalder sig selv for aktionsfilosof, fordi han mener, at filosofi også drejer sig om at handle anderledes end vi gjorde i går.

Arrangementet afholdes i forbindelse med udstillingen 'Det byggede Danmark - rammerne for vores liv' i Dansk Arkitektur Center. Udstillingen tager udgangspunkt i facts og menneskelige fortællinger om vores byggede omgivelser, og den store betydning de har for vores hverdag.

>> Læs mere om udstillingen her

ANDRE 'GENTÆNK MÅDEN VI BOR PÅ!' ARRANGEMENTER


>> Aarhus: Gentænk måden vi bor på!

>> Vordingborg: Gentænk måden vi bor på!

Arrangementerne er skabt i samarbejde med Boligøkonomisk Videncenter og støttet af Realdania.

Aalborg: Gentænk måden vi bor på!
 
Dato 1. juni 2017
Tid 17:30-19:00
Vis på kort Sted Utzon Center (biblioteket)
Slotspladsen 4
9000 Aalborg
Pris Gratis
Arrangør Dansk Arkitektur Center
Kontaktperson Kristina Neel Jakobsen

3. maj 2017 / Af tda@dac.dk

Sidst opdateret d. 23. maj 2017