FOCUS // JAPAN MELLEM TRADITION OG FORNYELSE

Vi sætter udstillingen Hiroshi Sambuichi - Moving Materials i perspektiv med to debatter og film, der fortæller både om nogle af de brydninger og bevægelser i japansk arkitektur, der går forud for Sambuichis værk - og om, hvordan den japanske indflydelse også fandt vej til Skandinavien.

Sambuichi_FOKUS

Foto: Sambuichi Architects

Den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi er kendt for at bruge stedets sanselige kvaliteter - f.eks. luft, lys og vand - som materialer i sine bygninger. I år fejrer Danmark 150-året for etableringen af diplomatiske relationer med Japan, og i den anledning åbner Dansk Arkitektur Center den 28. april udstillingen Hiroshi Sambuichi - Moving Materials, der skildrer Sambuichis nytænkende æstetik og alternative bud på en bæredygtig arkitektur. Vi sætter udstillingen i perspektiv med to debatter og film, der fortæller både om nogle af de brydninger og bevægelser i japansk arkitektur, der går forud for Sambuichis værk - og om, hvordan den japanske indflydelse også fandt vej til Skandinavien.

Film #1, DAC kl. 11:00-12:30

KOCHUU
Jesper Wachtmeister, 2003, 52 min.
Japanese w/ English subtitles

De grundlæggende principper i japansk arkitektur vækker genklang i skandinavisk stil

How the principles of Japanese architecture have influenced Scandinavian style

Arkitektur og filosofi hænger tæt sammen i den japanske tradition, der er kendt for sin enkelhed og for samspillet mellem bygningen og den omgivende natur. Kochuu skildrer de mest grundlæggende principper i japansk arkitektur og følger dens indflydelse på Skandinaviens minimalistiske og modernistiske traditioner. Med en kombination af smukke billeder af harmoniske huse og interviews med store arkitekter fra både Japan og Norden tematiserer Jesper Wachtmeisters film udvekslingen mellem tradition og fremtidsvisioner, ligesom den udforsker det ambivalente rum mellem natur og teknologi.

Efter visningen vil Alex Hummel Lee, Partner i Sambuichi Architects, diskutere filmen i relation til udstillingen Hiroshi Sambuichi - Moving Materials. I samtale med Viktoria Diemer Bennetzen vil han sætte Sambuichis arkitektoniske visioner ind i en historisk ramme. Hvad er den japanske arkitekts største inspirationskilder? Hvordan adskiller hans værk sig fra andre af samtidens tendenser? Og hvad er de nyeste trends i den japanske arkitektur, som er i hastig udvikling?

FILM #2, DAC KL. 13:00-14:30

BEYOND METABOLISM
Volker Sattel & Stefanie Gaus, 2014, 40 min.
German, English & Japanese w/ English subtitles 

Et af hovedværkerne i Japans metabolistiske arkitektur - og det sted, hvor Kyoto-aftalen blev underskrevet

One of the grandest examples of 'metabolist' architecture, where the Kyoto Protocol was signed

Biologisk systematik møder beton i den japanske metabolismestil, en utopisk arkitektonisk vision, der vandt frem i tiden efter Anden verdenskrig og som har navn efter det menneskelige stofskifte. Beyond Metabolism portrætterer et af stilartens hovedværker, Kyotos International Conference Center, som lagde rum til Kyoto-aftalens udarbejdelse i 1997. Stefanie Gaus og Volker Sattels smukke film nærstuderer rum, perspektiver og sammenhænge i arkitekten Sachio Otani's metabolistiske beton-kolos, der blev bygget i 1966. Den hyperstrukturerede bygning, inddelt i en lang række specialiserede rum, var tænkt som de perfekte rammer for bureaukrater og lobbyister, der skulle sikre global bæredygtighed - men helt uden at inddrage naturen i selve byggeriet.

Efter filmen vil sociolog Anni Greve i samtale med Viktoria Diemer Bennetzen vende blikket hinsides metabolismen - Japans sidste arkitektoniske avantgarde. De vil udforske vejen fra metabolisme til samtidens arkitektur og udpege steder, hvor stilen stadig afspejler sig i byrummet.

>> Læs mere om udstillingen 'Sambuichi' her

---------------
Arrangementet afholdes i samarbejde med CAF - Copenhagen Architecture Festival
---------------

FOCUS // JAPAN MELLEM TRADITION OG FORNYELSE
 
Dato 7. maj 2017
Tid Kl. 11:00 og kl. 13:00
Vis på kort Sted Dansk Arkitektur Center
Pris Standardpris: 85 DKK
Arrangør Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival
 
Bemærk

KØB BILLET HER

>> Film #1: 11-12:30

>> Film #2: 13-14:40 

5. april 2017 / Af tda@dac.dk

Sidst opdateret d. 4. maj 2017