Biennale: Fremtiden foregår i Kina

Hvis danske arkitekter skal kobles op på fremtidens bæredygtige byudvikling, så skal de kigge mod Kina, mener CO-EVOLUTION kurator Henrik Valeur.

Af Rune Huvendick Jensen

I Dongtan i nærheden af Shanghai skrives der lige nu historie. Det verdensomspændende engelske ingeniørfirma Arup er gået sammen med lokale kinesiske myndigheder om at skabe verdens første bæredygtige by – en såkaldt eco-city. På et område knapt så stort som Manhattan planlægges og bygges fra grunden en by med fuld fokus på vandrensning, affaldssortering, forureningsbekæmpelse og andre bæredygtige initiativer.

HighriseOgByggepladsFor arkitekt og kurator Henrik Valeur er øko-byen Dongtan bare ét af mange eksempler på, at når det gælder bæredygtig byudvikling, så er det i Kina og Asien i det hele taget, at de væsentlige udviklinger sker pt. På mange måder skyldes det ren og skær nødvendighed. Den kinesiske økonomi har over de seneste tyve år udviklet sig med lynets hast, og det samme har de kinesiske byer. Millioner af mennesker er flyttet til, og et kolossalt byggeboom betyder, at Kina lige nu driver rovdrift på miljø og natur.

”Der er simpelt hen ikke resurser i verden til at fortsætte på den måde, og det har den kinesiske regering indset. I den seneste 5-års plan understreges det, at målet er en bæredygtig og balanceret, miljømæssig, social og økonomisk udvikling”, siger Henrik Valeur der i et halvt år har haft base i Shanghai, hvor han har koordineret og kurateret biennaleprojektet CO-EVOLUTION, igangsat af DAC.

Made by China 

Fakta

De sidste 20 år er 300 millioner kinesere flyttet fra land til by. De næste 20 år forventes yderligere op imod 400 millioner at følge efter.

Knap 50 procent af alle nye kvadratmeter i verden bygges lige nu i Kina

16 af de 20 mest forurenede byer i verden ligger i Kina.

I 2005 brugte Kina 26 procent af verdens stål og 47 procent af verdens beton.


Kilde: Henrik Valeur / UID – se mere på www.uid.dk/co-evolution

Henrik Valeur fortæller, at CO-EVOLUTION først og fremmest er lagt til rette som en gensidig læreproces, hvor unge danske arkitekter sammen med studerende og professorer fra kinesiske universiteter har udarbejdet de forslag til bæredygtig byudvikling, som udstilles på biennalerne i Venedig og Beijing.


Netop evnen til at indgå i en udveksling er essentiel, når danske arkitekt- og byggevirksomheder overvejer, hvordan de kan få fodfæste på det kinesiske marked, mener Valeur. Det økonomiske boom i Kina er bygget på en gigantisk og meget billig arbejdskraft, som er blevet tilbudt til udenlandske firmaer. Men den kinesiske regering er lige nu meget opsat på at træde ind i innovationsøkonomien, hvor kineserne selv vil udvikle produkterne, frem for bare at producere dem. Fra ’Made in China’ til ’Made by China’ lyder sloganet.

”Hidtil har det været sådan, at udenlandske arkitektfirmaer er kommet med design og koncept, mens kineserne har lavet arbejdstegningerne. Nu vil kineserne selv være med til at udvikle og designe, og det er der hvor et projekt som CO-EVOLUTION og danske arkitekter som sådan bliver interessante for kineserne. Fordi danskere er i stand til at indgå i et samarbejde, hvor man i fællesskab finder ud af, hvad der er interessant, og hvordan der kan skabes løsninger”, siger Henrik Valeur.

En tredje vej
Han mener, at der hidtil groft sagt har været to måder at slå igennem som udenlandsk arkitekt i Kina. Enten er man et internationalt firma med kæmpe knowhow eller også er man en verdenskendt arkitekt med stor brandværdi. CO-EVOLUTION viser en tredje vej ind på det kinesiske marked, som ikke bare er velegnet, men også givtig for danske arkitekter, mener Henrik Valeur

"Det handler ikke bare om eksport, om at vi har al den her viden og knowhow, som vi skal ned og sælge til kineserne. I højere grad handler det om udveksling. Det her er også en mulighed for os. Vi tror tit at fremtiden foregår her, men i virkeligheden foregår meget af den i Kina. På den måde er det også os, der har behov for at lære af kineserne”.

Henrik Valeur er medstifter af firmaet UiD

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

Kommentarer