Seks priser på én gang til Arkitektfirmaet C. F. Møller

Arkitektfirmaet C. F. Møller har modtaget hele seks priser, efter at landets kommuner har uddelt priser for særligt vellykket nybyggeri i Århus, Odense og Aalborg.

Arkitektfirmaet C. F. Møller har modtaget hele seks priser, efter at landets kommuner har uddelt priser for særligt vellykket nybyggeri i Århus, Odense og Aalborg.

Priserne er tildelt Arkitektfirmaet C. F. Møller og Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter, der de seneste to år har været en del af C. F. Møller, for et shoppingcenter, et p-hus, et bolighøjhus, en integreret institution, en bypark og et blandet byområde med pladser og grønne områder.

Kornsilo til bolighøjhus
Århus Kommune har præmieret Siloetten i Løgten - en ombygning af byens tidligere kornsilo til et 36 m højt bolighøjhus med 21 lejligheder, der har panoramaudsigt over bugten og landskabet. Opgaven har også været at skabe området rundt om Siloetten med bl.a. p-pladser, park og butikslokaler omkring Løgten Bytorv.

Med tanke på børn og miljøet
I Odense Kommune er Arkitektfirmaet C. F. Møller blevet præmieret for den integrerede institution Dragen, der med fx ramper både inde og ude er skabt til at motivere børnenes motorik og samtidig er en af de første institutioner i Danmark, der er opført som passivhus med et minimalt energiforbrug.

Fire priser i Aalborg
Aalborg Kommune har hædret ikke mindre end fire projekter. Det er henholdsvis det 67.000 m2 store shoppingcenter Friis i centrum af byen samt et p-hus, der har plads til 350 biler og har indlagt effekt-lys i facaden, så byggeriet giver liv til byen døgnet rundt. Begge dele er tegnet af Arkitektfirmaet C. F. Møller.
De to andre projekter er byområdet Sundby Brygge med fodgængerstrøg, pladser og grønne parkstrøg - skabt af Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter. Desuden er det Jomfru Ane Parken - tre nye parkrum på Aalborgs nye havnefront. Parken er skabt i et samarbejde mellem Arkitektfirmaet C. F. Møller og Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter.

Også nomineret i Vejle og Horsens
Arkitektfirmaet C. F. Møller var også nomineret til en pris af Vejle Kommune - for kontorbyggeriet Advice House, der er det første byggeri i Lysholtparken, en nyanlagt erhvervspark nær motorvejen i det nordlige Vejle. Ligesom Arkitektfirmaet C. F. Møller var nomineret til en pris af Horsens Kommune for Vitus Bering Innovation Park i forbindelse med uddannelsesstedet Vitus Bering - den nye innovationspark blander undervisningslokaler og iværksætterkontorer i et dynamisk miljø.

Kilde: C. F. Møller

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

Kommentarer