Grønlandske og danske arkitekter skal i fællesskab udvikle visioner for fremtidens Grønland

Resultatet af samarbejdet mellem de udvalgte grønlandske og danske arkitekter vil blive udstillet som det officielle danske bidrag til den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2012.

Foto: Grønlands turist- og erhvervsråd

Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, hovedkurator Minik Rosing og Dansk Arkitektur Center kan nu præsentere den gruppe af grønlandske og danske arkitekter, der i tæt samarbejde skal udvikle visioner for Grønlands fremtid. Resultatet af samarbejdet vil blive udstillet som det officielle danske bidrag til den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2012. 

Grønland står i disse år overfor at skulle træffe en række afgørende valg for landets fremtidige udvikling, og hvad der vælges vil have vidtrækkende konsekvenser for det grønlandske folk. Under arbejdstitlen ”Future Greenland” har Dansk Arkitektur Center (DAC) udviklet et projekt, der sætter fokus på de udfordringer og potentialer, som Grønland står overfor i takt med, at isen smelter, enorme råstofressourcer bliver tilgængelige og nye erhverv og bykulturer opstår. I samarbejde med projektets hovedkurator, professor i geologi Minik Rosing og med-kurator NORD Architects, vil grønlandske og danske arkitekter i fællesskab udvikle nytænkende visioner for økonomisk, samfundsmæssig og bæredygtig udvikling i Grønland. Dette vil ske i samarbejde med en række aktører, herunder de fire grønlandske kommuner.

Holdet er sat
De grønlandske arkitektvirksomheder, der er involveret i Future Greenland, er: TNT Nuuk, KITAA Arkitekter, Tegnestuen Nuuk, Clement og Carlsen Arkitekter, Qarsoq Tegnestue samt Thomas Riis.

De danske arkitektvirksomheder er: Vandkunsten, BIG + Superflex, David Garcia Studio + Henning Larsen Architects, Elkiær & Ebbeskov + Hausenberg.

De danske arkitektvirksomheder har søgt om at være med i projektet gennem et åbent Call for Participants. De deltagende arkitekter er blevet udvalgt på baggrund af deres forståelse for og engagement i Grønland samt deres formidlingsmæssige kvaliteter.

”Vi har nøje gransket ansøgningernes kvalitet og har i vores valg sammenholdt dette med den refleksion og faglige entusiasme, som arkitekterne i de efterfølgende interviews har afspejlet overfor opgavens karakter. Særligt har vi lagt vægt på den forståelse, de har vist for Grønland og deres åbenhed for at samarbejde med deres grønlandske kolleger”, siger Lars Juel Thiis, formand for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg.

Som del af projektet er en gruppe bestående af arkitekturmagasinet Conditions, arkitektvirksomheden Terroir og arkitekt Boris Brorman Jensen blevet udvalgt til at udarbejde en publikation, som dels skal dokumentere men også supplere visionsprojekterne i udstillingen med en bredere og dybere belysning af de grønlandske udfordringer og potentialer. Endelig vil et samarbejde mellem Arkitektskolen Aarhus og arkitektvirksomhederne CEBRA og Transform blive tilknyttet projektet for gennem et studieforløb med kandidatstuderende fra Arkitektskolen Aarhus at udvikle supplerende projekter og analyser.

Stærkt kuratorteam
Til at udvikle Future Greenland har DAC indgået samarbejde med den internationalt anerkendte professor i geologi ved Københavns Universitet Minik Rosing, som vil være hovedkurator for projektet. Minik Rosing vil sammen med de grønlandske og danske arkitektvirksomheder skabe forbindelse mellem Grønlands lange historie og fremtidige udfordringer ved at udvikle de overordnede temaer, som projektet vil belyse.

”Min ambition med projektet er at vise Grønland som en moderne nation med en lang og rig kulturhistorie, der har umådelig meget at byde på i en globaliseret verden. Grønland er ikke blot et depot for uudnyttede mineralske ressourcer, men er en sammensat virkelighed, der kan nære os med idéer, oplevelser og udfordringer”, siger Minik Rosing, professor i geologi og hovedkurator for projektet.

Arkitektvirksomheden NORD Architects er tilknyttet projektet som med-kuratorer og vil bistå Minik Rosing og DAC i udviklingen af indhold, koncept og vil være ansvarlig for at omsætte det samlede projekt til en visuel og oplevelsesrig udstilling i Venedig. 

Sammen med Minik Rosing og NORD Architects vil de grønlandske og danske arkitekter udgøre det faglige omdrejningspunkt for projektet. Herudover er DAC i dialog med en række grønlandske aktører, herunder Grønlands Selvstyre, de fire grønlandske kommuner: Sermersooq, Kujalleq, Qeqqata og Qaasuitsup og Grønlands Arbejdsgiverforening. Derudover er ønsket at indgå partnerskaber med danske og grønlandske virksomheder, som har interesser i Grønland og ønsker at engagere sig i Grønlands udvikling.

”Vores ambition med Future Greenland er at skabe et stærkt partnerskab mellem de grønlandske og danske arkitekter. At de i fællesskab udvikler visioner og konkrete løsninger, der kan være med til at realisere de kulturelle og erhvervsmæssige potentialer, som Grønland står overfor. Jeg er meget begejstret for, at vi i dette projekt for første gang samler en række vigtige aktører fra Grønland, og jeg er taknemlig for den interesse og engagement som projektet vækker i både Grønland og Danmark”, siger Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.

Visionerne fra Future Greenland vil blive omsat til projekter med udgangspunkt i konkrete grønlandske udfordringer og bud på fremtidige løsninger i en udstilling i den danske pavillon på den 13. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2012. Udstillingen og forskellige debat- og netværksaktiviteter vil præsentere et internationalt fag- og kulturpublikum for, hvordan arkitektur-, ingeniør- og byudviklingskompetencer kan bidrage til den forestående udvikling i Grønland.

Kulturministeriet har udpeget Dansk Arkitektur Center som kommissær for den danske pavillon. Projektet Future Greenland tilrettelægges og finansieres i samarbejde med Kulturministeriet, Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg samt samarbejdspartnere, sponsorer og fonde.

Læs mere om FUTURE GREENLAND

 

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

Kommentarer

}