Åben nominering til Træprisen 2012
Så er det blevet tid til at indstille arkitekter eller tegnestuer til Træprisen 2012. Her har danske arkitekter mulighed for at komme i kategori med store navne som Arne Jacobsen, Bjarke Ingels og Henning Larsen, der tidligere har modtaget hædersprisen og de 100.000 kr., der følger med.
Foto: Træprisen. Træprisen gik i 2008 til Bjarke Ingels og Julien De Smedt for blandt andet VM Bjerget i Ørestaden
Træprisen er indstiftet af Træinformation som en arkitekturpris,
der uddeles hver andet år. Træinformation er en
interesseorganisation, som repræsenterer mere end 1100
medlemsvirksomheder og organisationer i træbranchen og
byggesektoren. Bjarne Lund Johansen er direktør for Træinformation.
Om Træprisen fortæller han:
"Træprisen er først og fremmest en arkitektur- og hæderspris. Træprisen tildeles arkitekter som en anerkendelse af kunstneriske kvalifikationer og teknisk dygtighed med hensyn til træs rette anvendelse og behandling. Det vil sige, den gives ikke blot fordi man har brugt meget træ - men det trækker heller ikke fra."
Træprisen kan ikke søges
Det er ikke muligt at søge om at komme i betragtning til
Træprisen. Prisen uddeles af en bedømmelseskomité, der alene har
afgørelsen af, hvorvidt en arkitekt eller arkitektvirksomhed gennem
sine arbejder har gjort sig fortjent til Træprisen. Komiteen kan
også, hvis niveauet blandt kandidaterne ikke er tilstrækkelig højt,
undlade uddelingen i enkelte år.
Med prisuddelingen i 2012 bliver det nu muligt at foreslå kandidater til Træprisen, som kan indgå i bedømmelseskomiteens nominering og endelige valg af prismotager. Priskomiteen består af fire højt estimerede arkitekter. Den er selvsupplerende og har desuden Træinformations direktør som formand.
Hvad er det lige med træ?
Den berømte danske arkitekt Dorte Mandrup Poulsen modtog Træprisen
i 2001 for sin banebrydende anvendelse af træ i projekter som
Vandflyverhangaren, der er beliggende på Holmen i København og
Kvarterhuset i Jemtelandsgade på Amager. Dorte Mandrup-Poulsen har
et hjerte, der banker for træ. Om sin begejstring, fortæller
hun:
"Vi starter ofte med materialerne, når vi går i gang med en opgave, for at skabe den rette stemning i byggeriet. Jeg elsker træet, der er et fantastisk materiale. Når lyset reflekteres i træ, giver det en både lys og varm stemning - en blødhed, som er helt særlig. Det er en af grundene til, at jeg er så glad for at bruge det. Og så har træ et væld af anvendelses- og forarbejdningsmuligheder."
Sidst gik prisen til Bjarke Ingels og Julien De
Smedt
Træprisen er blevet uddelt 32 gange siden 1958. Senest i 2008 til
Bjarke Ingels og hans tidligere samarbejdspartner i
arkitektvirksomheden PLOT, Julien De Smedt for deres samarbejde og
innovative arbejde med træ i forskellige projekter. Sammen stod de
blandt andet bag træprojekter som Havnebadet i København, Det
Maritime Ungdomshus og VM Bjerget i Ørestaden. De to arkitekter er
kendt for deres grænseoverskridende projekter og banebrydende
koncepter, hvor de frigør sig fra arkitekturens klassiske, bundne
regler og laver deres egne, hvormed de har sat en helt ny dagsorden
og skabt et gennembrud i dansk arkitektur.
Læs mere om Træprisen på træinfo.dk
Se film om Træprisen og træets unikke
egenskaber
Kilde: Pressemeddelelse fra Træinformation
Sidst opdateret d. 1. august 2012