JUUL | FROST Arkitekter lancerer nyt boligkoncept
JUUL | FROST Arkitekter har udviklet S | M | L Konceptboliger som et nyt byggesystem for optimerede boliger. De første projekter er under projektering og opføres i Sverige og Norge.
Illustration: JUUL | FROST
S | M | L Konceptboliger er et nyt byggesystem for fremtidens
boliger. Boligerne er målrettet singler, små nyetablerede familier
og internationale pendlere. Konceptboligerne er udviklet til
personer, der ønsker at leve ud fra en grøn livsstil i mindre og
optimerede boliger, der ikke afgiver et negativt CO₂ -aftryk.
Som udgangspunkt består S | M | L Konceptboliger af en et-rums
bolig i form af et basismodul samt et servicemodul, der udgør
fletningen med nabolejligheden. Systemets indbyggede fleksibilitet
sikrer, at en given bebyggelse kan tilpasses forskellige
lokaliteter og opføres med forskellige størrelser boliger, da den
enkelte bolig kan udvides med blandt andet alkover og ekstra
værelser. S | M | L Konceptboliger er udviklet som gennemlyste
boliger, der er godkendt til at fungere i støjbelastede
situationer, idet halvdelen af boligarealet er placeret ud mod den
stille side.
Et tættere naboskab
I S | M | L Konceptboliger er beboernes interaktion et vigtigt
parameter i forhold til at skabe rammerne for et godt naboskab. De
enkelte bygningsenheder er disponerede med mødesteder, der bringer
beboerne sammen i uformelle fællesskaber og situationer, der
understøttes af den horisontale, såvel som vertikale, disponering
af boligerne, hvilket sikrer visuelle og fysiske forbindelser
gennem en given bebyggelse.
"Less stuff - more happiness"
Flemming Frost, arkitekt maa, indehaver JUUL | FROST Arkitekter,
forklarer at S | M | L Konceptboliger dækker et højaktuelt
boligbehov: "Alle byer oplever en demografisk udvikling med flere
og flere, der bor alene. Det positive ved udviklingen er, at de
mange singler bidrager positivt til bylivet. På den anden side er
udfordringen at udvikle boliger, der er tilpasset deres behov, og
som beboerne har råd til at bo i med én indkomst. I S | M | L
Konceptboligerne arbejder vi ud fra en 'Less stuff - more
happiness´-tankegang, som understreger, at det ikke er antallet af
kvadratmeter, men derimod kvalitet og funktionalitet, der er
centralt i projektet. S | M | L Konceptboligerne gør det muligt at
opføre boliger, der er tilpasset målgrupperne, således at både
singler og eksempelvis mindre familier får glæde af boligerne."
Over 500 konceptboliger i Norge og Sverige
S | M | L Konceptboliger er en viderebearbejdning af JUUL
| FROST Arkitekters 'Bedre, Billigere Boliger', der er opført i
Ølby ved Køge, hvor de 275 boliger er blevet et referenceprojekt
for omkostningsoptimerede og kvalitative boliger. Aktuelt arbejder
JUUL | FROST Arkitekter på to kontekstuelt forskellige S | M |
L konceptbolig-projekter i Örebro, Sverige, hvor man samlet set
realiserer 200 forsker-, studenter- og ungdomsboliger. Sportsbyen i
Hyllie ved Malmø er et tredje igangsat projekt, hvor første etape
består af 120 boliger, og tegnestuen er ligeledes ansvarlig for 50
konceptboliger under navnet Heidrun Hagen i området Jåttavågen ved
Stavanger i Norge.
Kilde: Pressemeddelelse fra JUUL | FROST
Sidst opdateret d. 12. juli 2012