Ny bog om almene boliger
Kan man lave en coffee table book om arkitekturen i Danmarks almene boliger?
Forsøget er gjort med bogen 'Danmarks Almene Boliger', som er historien om de almene boligers arkitektoniske udvikling i det 20. og 21. århundrede. Den offentliggøres fredag 15. juni på Folkemøde Bornholm.
I 31 bygningsværker vises et bredt udvalg af almene bebyggelser. Flere af bebyggelserne er arkitektoniske perler: De var de første af deres slags i Danmark og tegnet af nogle af landets fremmeste arkitekter. Andre har levet et mere anonymt liv, men har ikke desto mindre arkitektoniske kvaliteter, der gør dem værd at nævne.
Tradition for kvalitetsboliger
I Danmark har vi siden begyndelsen af det 20. århundrede haft
tradition for, at nogle af de bedste danske arkitekter har tegnet
kvalitets boliger for alle og det betyder, at set i et
internationalt lys er den arkitektoniske kvalitet i de danske
almene boliger usædvanlig høj.
Historien om de danske almene boliger er ikke altid rosenrød, men selv de udskældte bebyggelser fortæller om samtiden og ikke mindst om arkitekterne og boligselskabernes vilje til hele tiden at gå nye og uprøvede veje. I dag udgør de almene boliger næsten en femtedel af den samlede danske bygningsmasse og huser knap hver femte dansker.
Kronologisk præsentation
Bag udgivelsen står Dansk Arkitektur Center og BL - Danmarks
Almene Boliger med støtte fra Realdania. Bogen er inddelt i tre
dele med hver deres tidslinje over de vigtigste boligpolitiske
begivenheder. Den første del dækker i grove træk over begyndelsen,
hvor de første almene bebyggelser blev opført. Herefter følger en
periode med såvel videreudvikling af ideerne fra 1930'erne som
industrialiseringen af byggeriet. Afslutningsvis dækker den sidste
periode over den nærmeste fortid og nutiden, hvor bæredygtighed,
fremtidssikring og renovering står på dagsordenen.
Bogen er fotograferet af Helga C. Theilgaard og skrevet af Jannie Rosenberg Bendsen, Dansk Arkitektur Center, politisk kommentator Hans Engell og arkitekt Olaf Lind.
Bogen vil efter sommer udkomme til iPad, så man også digitalt kan bladre i de mange flotte billeder.
Bogen bliver præsenteret første gang fredag 15. juni i BL's Dome, kl. 19.30, på Folkemøde Bornholm, hvor Hans Engell og Carsten Hansen (S), minister for by, bolig og landdistrikter vil fortælle deres forhold til almene boliger og deres betydning for Danmark.
Danmarks almene boliger
Udgiver: BL - Danmarks Almene Boliger og Dansk
Arkitektur Center
Tekst: Jannie Rosenberg Bendsen, Hans Engell og
Olaf Lind
Fotograf: Helga C. Theilgaard
Sider: 188
Pris: 299 kr. (Kan købes igennem BL og Dansk
Arkitektur Center)
Sidst opdateret d. 12. juli 2012