Udstilling om Henning Larsen Architects i München

Architekturgalerie München, der er en af Tysklands mest velrenomerede arkitekturgallerier, åbner torsdag den 14. juni en udstilling om Henning Larsen Architects’ arbejdsmetode og nyere projekter.

Foto: Åke E:son Lindman, Arkitektskolen i Umeå

Udstillingen åbnes officielt af HKH Prinsesse Benedikte og er en del af den danske kulturuge i München, som ud over arkitektur også sætter spot på dansk billedkunst og litteratur.

Henning Larsen Architects åbnede også sidste år et kontor i München efter at have vundet en international konkurrence om at tegne Siemens nye, globale hovedsæde, der også skal ligge i München. Det forventes  færdigbygget i München i 2015.

Arkitektur i dialog
Udstillingen i Architekturgalerie München er en bearbejdet udgave af den udstilling, som man tidligere på året kunne se på Utzon Center i Aalborg, 'Hvis nu…? Arkitektur i dialog'. Den viser, hvordan arkitektur påvirker de omgivelser, den by eller landskab og det samfund, som den placeres i. Og hvordan omgivelserne, byen, landskabet og samfundet påvirker arkitekturen.

"Som arkitekter går vi i dialog med omgivelserne og den mulige fremtid, stedet åbner op for. For os er konteksten mere end det stykke land eller den by, der omgiver projektet", siger arkitekt Louis Becker, partner og direktør i Henning Larsen Architects. "Konteksten er både den historie, kultur og forestilling om fremtiden, projektet er en del af. Et koncerthus i Reykjavik ser derfor anderledes ud end Siemens' hovedsæde, der ligger i den historiske bymidte", siger Louis Becker.

De udstillede projekter ligger spredt i hele verden, bl.a. også Islands nye koncerthus og den nordiske arkitektskole i Umeå.

Workshop under udstillingen
Der vil desuden være en workshop med temaet 'Münchens udvikling', hvor arkitektstuderende fra Technische Universität München (TUM) vil arbejde i et af udstillingsrummene med forslag til udviklingen af byen. For publikum giver det et kig ind i arkitekturværkstedet.


Udstillingen er åben for publikum fra den 15. juni til den 20. juli i Architekturgalerie München, Buchhandlung L.Werner, Türkenstrasse 30 i det centrale München. Mandag til onsdag er åbningstiden 9.30-19.00, torsdag og fredag 9.30-19.30 og lørdag 9.30-18.00. Søndag lukket.

Besøg Architektur Galerie München

Kilde: Pressemeddelelse fra Henning Larsen Architects

Sidst opdateret d. 22. januar 2014

Kommentarer