Deleøkonomiske start-ups vil på Danmarkskortet

24 start-ups blev i august udvalgt af en jury til at deltage i et forløb ved projekt Deleby. Forløbet er netop afsluttet, og de 24 start-ups har fået tips og tricks til deres fremadrettede arbejde.

Deleby billede

Foto: Dansk Arkitektur Center

Hos Rainmaking Innovations i København har de udvalgte start-ups deltaget i seks hele dages forløb fordelt på to måneder. Forløbet var skræddersyet med formålet om at skalere, udvikle og udfordre projekterne til at vokse sig større.

Projekt Deleby er et samarbejde mellem Real Dania, Grøn Omstillingsfond og Dansk Arkitektur Center. Projektet har stået på hele 2016 med blandt andet en konference, lokale deledage i syv samarbejdskommuner og debatter om deleøkonomien samt bedre byer.

I samarbejde med blandt andet Bird & Bird og Rambøll er første rapport om deleøkonomi i Danmark udgivet. Projekt Delebys seneste skud på stammen er forløbet, som Rainmaking Innovations har udviklet og afviklet.

Fra bær til værktøj

De udvalgte start-ups har udviklet unikke koncepter, men fælles for dem er deres deleøkonomiske forretningsmodel. Innovatørerne har skabt platforme, som gør det lettere for brugere af platformene at dele. Det spænder vidt og bredt - alt fra deling af værktøj og biler til deling af naturens bær og frugter.

Nogle af koncepterne er i deres spæde startsfase, og andre har været i gang flere år og er derfor begyndt at etablere sig på markedet. Helene Gerholm fra Rainmaking Innovation har stået i spidsen for det netop afsluttede forløb. Hun har derfor nærstuderet alle start-ups, for at sammensætte et program, som alle deltagere kunne få stort udbytte af.

Deltagerne blev trænet til at formulere og præsentere skarpe pitchs om deres deleøkonomiske koncepter. Noget de brugte samme dag, da de skulle mødes til speeddating med de syv kommuner, der er partnere i projekt Deleby. 

En krog til kommunerne

Flere af deltagerne så frem til mødet med kommunerne. For dem er der store muligheder for reelle aftaler, der er med til at føre deres koncepter ud i livet.

"Vi er med i Deleby-programmet, fordi det var spændende, at der var kommuner med i projektet. Det har været godt at få en krog ind til kommunerne, fordi de er spændende samarbejdspartnere" Kristoffer Melson fra Byhøst.

Byhøsts koncept går ud på at udvide danskernes viden om og brug af naturens råvarer. Byhøst har udviklet en app, hvor der blandt andet er et kort med knappenåle, som markerer hvor en bruger kan gå ud og samle naturens råvarer. Der er allerede tonsvis af knappenåle placeret i hele Danmark, og også i indre København. 

Speeddating for virksomheder

Den 24. august 2016 var anden dag i forløbet. De syv kommuner havde noteret sig, hvilke deleøkonomiske start-ups de mente, der var potentiale for at samarbejde med. Det samme gjorde de 24 start-ups med kommunerne. De havde ti minutter til hvert møde. Det var speeddating for virksomheder og kommuner.

Donkey Republic mødtes med Middelfart Kommune. På deres date blev de hurtigt enige om, at de havde store potentialer for videre samarbejde. Morten Westergaard fra Middelfart Kommune har været med til at indgå aftalen.

"Vi har mødt mange spædende projekter, og på et af vores møder lavede vi simpelthen en aftale med Donkey Republic. Vi har fået masser inspiration til, hvordan vi kan udvikle vores samfund, skabe mere miljø og få mere for pengene" Morten Westergaard.

Donkey Republic er et deleøkonomisk koncept om deling af cykler. Via en app kan en bruger booke en af de mange cykler, der står spredt rundt i byen. De modtager en kode, som bruges til at låse cyklen op, og så er de klar til at springe på cyklen.

Donkey Republic og Middelfart Kommune arbejder videre på at konkretisere deres fælles aftale.

Modellervoks og LEGO

I Accelerationsforløbet har der været bunkevis af oplæg og workshops. På femtedagen tog forløbet fat i en legende vinkel, da Designit afholdt workshop med modellervoks, LEGO-klodser og piberensere. Designit er en virksomhed med skarpt fokus på teknologi, design og kundeoplevelser.

Workshoppen introducerede deltagerne for en kundeorienteret tilgang til at løse deres udfordringer. Alle deltagerne blev inddelt i grupper på tværs af start-ups. De fik alle samme udfordring, som lød: "Hvordan kan vi få indflydelse og løfte de initiativer, der allerede er og de uudnyttede rum i byerne, for at gøre København endnu mere delevenlig?"

Det var en løsning, de skulle søge at løse ved hjælp af først et redskabsark, der satte deltagerne i gang med at reflektere over udfordringen. Derefter stod den på LEGO, piberensere og modellervoks. Med det skulle deltagerne bygge deres løsning op visuelt.

Formålet med workshoppen var at deltagerne skulle se ud over deres eget start-up, og igennem samarbejde på tværs se deleøkonomiens mange muligheder. Derved har deltagerne fået et værktøj til at arbejde med deres forskellige deleøkonomiske udfordringer, hvor de samtidig sætter kundens behov i fokus. 

Der er sindssygt meget at tage fat på

De forskellige start-ups har haft forskellige udfordringer gennem forløbet, og de har været forskellige steder i deres udvikling. De deltagende start-ups sluttede accelerationsforløbet af med præsentationer af deres individuelle rejse og læring igennem hele forløbet. Præsentationerne blev holdt for deltagerne, partnerkommunerne og teamet fra Rainmaking Innovations.

Min Landsby gjorde i deres præsentation klart, at accelerationsforløbet har givet dem vigtig viden om content marketing og community management. De fortæller, at Rainmaking Innovations accelerationsforløb har gjort dem mere professionelle, end de nogensinde har været. Oven i det, har de også fået en aftale i hus med Nyborg Kommune.

"Vi har lavet en aftale med Nyborg Kommune, hvilket vi er rigtige glade for, og vi skal til at i gang med at starte fire landsbyer op i Nyborg Kommune. Dét at vi har været med i Delebys accelerationsforløb har åbnet nogle andre døre", fortæller de i deres afsluttende præsentation.

Min Landsby er stiftet af Heino Smed Sørensen og Rikke Skræddergaard. Min Landsby er en app, der har samlet viden om forskellige små landsbyer rundt omkring i Danmark. En bruger af app'en kan se hvilke aktiviteter og historier der er om de enkelte byer.

Kristoffer Melson fra Byhøst har gennem forløbet fået meget ny og vigtigt viden at arbejde videre med. Forløbet har givet viden om jura, forsikring og salg. Han har fået indsigt og læring om content marketing og community management.

"Det er noget vi som lille forening skal indarbejde i vores meget fyldte kalendre. Vi skal gennemgå al den viden, vi har fået fra accelerationsforløbet. Der er sindssygt meget at tage fat på, og det glæder vi os til" fortæller Kristoffer Melson til Jasmina Viso.

Det samme siger Min Landsby i deres præsentation:

"Det her er ikke slutningen, det er nu arbejdet egentlig starter"

Sidst opdateret d. 3. november 2016

Kommentarer