Nyt år med urbanisering, teknologi og bæredygtighed i fokus

Dansk Arkitektur Centers to programchefer for BUILD og CITIES gør status for 2016 og byder på et nyt år med urbanisering, teknologi og bæredygtighed i fokus.

I Dansk Arkitektur Center var 2016 et år fyldt med meget aktivitet. Vi kom rundt i landet med projektet Deleby, hvor 24 udvalgte deleøkonomiske projekter fik ekstra luft under vingerne i samarbejde med bl.a. syv kommuner, Rainmaking Innovation, Rambøll Management, Politiken Live og ikke mindst med støtte fra Realdania og Erhvervsministeriets Grøn Omstillingsfond.  



Deleby_samtale
Foto: Deleby konference, Dansk Arkitektur Center 


Vi var også med til at sætte tryk på bæredygtigt byggeri i projektet Sustainable Build, hvor Industriens Fond og godt 30 virksomhedspartnere, herunder NCC, Henning Larsens Architects, Region Midtjylland, Tarkett og Pension Danmark, fik grønne innovationer tættere på markedet. Sustainable Build fik 57 grønne innovationer fra 11 forskellige lande, hvor 10 blev udvalgt til et accelerationsforløb. En af dem gik senere hen og vandt prisen for Det Bæredygtige Element ved Building Green messen i november. Her er selvfølgelig tale om Ventilationsvinduet.

Ser vi på 2017 er året allerede godt i gang. Netop nu sidder vi og planlægger detaljerne i vores faglige aktiviteter for året der kommer. Og det tegner til at blive endnu et begivenhedsfuldt år.

Under fanen DAC& BUILD fortsætter Sustainable Build projektet ufortrødent med cirkulær økonomi som tema. Derudover kommer vi til at afholde en række arrangementer, Task Forces og workshops med fokus på øget digitalisering af byggeriet, herunder BIM, 3D-print og ikke mindst robotteknologi.

SB Pre-4.jpgSustainable Build Summit, Dansk Arkitektur Center


I vores DAC& CITIES spor dykker vi ned i FN's verdensmål og omsætter dem til en dansk kontekst. Derudover skal vi arbejde med danske eksportmuligheder og urbanisering som omdrejningspunkt, hvor vi ligeledes skal finde svar på, hvad der driver en positiv fremtid for de danske landsbyer. Det sker ikke mindst i programmet STRATEGISK BYLEDELSE, der, med opstart af det femte hold for kommunaldirektører, sætter fokus på, hvordan hele Danmark kan udvikle sig. Hold fem har fokus på byers og kommuners strategiske udvikling, omstilling og lederskab i en tid præget af global konkurrence, klimaforandringer, urbanisering og en lang række andre faktorer. Kort sagt, det handler om at finde løsninger på Danmarks udfordringer i både by og land.

Samtidig med alt dette er 2017 året, hvor vi gør klar til at flytte over i vores nye lokaler i BLOX. Vi forventer at sige farvel til pakhuset på Christianshavn ved årets udgang, og ser frem til de fantastiske muligheder, vi får i BLOX.  

Vi håber, at du vil besøge Dansk Arkitektur Center i året der kommer og deltage i vores projekter og arrangementer. Vi lover, at det bliver spændende.

Godt 2017 til jer alle.

Med venlig hilsen

Nikolaj og Mikkel

MK og NS
Nikolaj Sveistrup, programchef DAC&CITIES       Mikkel Kragh, programchef DAC&BUILD

Sidst opdateret d. 9. februar 2017

Kommentarer