Brug for nytænkning

Fem spørgsmål til Jytte Wainø, initiativtager til Dansk Center for Arkitektur og Kunst. Hun mener der skal uddannelse til, hvis kunstnere og arkitekter skal blive rigtig gode til at arbejde sammen.

jytte

Foto: Lone Stokholm

 

Jytte Wainø er uddannet både kunstner og arkitekt. I 1999 tog hun initiativ til Dansk Center for Arkitektur og Kunst, og siden har hun arbejdet for at integrere kunsten i arkitektur og byggeri. DAC | Nyhedsbrev har stillet hende fem spørgsmål.

 

 


Hvordan går det med at kombinere kunst og arkitektur?

Sådan set går det meget godt. Mange arkitekter, jeg taler med, er gode til at inddrage kunstnere i deres arbejde, blandt andet nogle af de store århusianske tegnestuer. Men det er stort set altid de samme kunstnere, det drejer sig om. Nemlig de kunstnere, som man ved kan samarbejde, forstår sig på arkitekturen og ikke forsøger at erobre scenen. Arkitekterne vil gerne, men synes det er svært at finde nye kunstnere at arbejde sammen med.

Hvorfor er det et problem, at det er de samme kunstnere?
Fordi det ikke skaber nytænkning nok. Kunstnerne har jo hver deres sprog, ligesom arkitekterne har. Kigger man sig omkring i Danmark kan man se, at dér er et SHL-byggeri og dér er et 3XNielsen-hus. De har hver deres former og signaturer. Det er der ikke noget forkert i, men ligesom vi nu ser, at der bliver hentet udenlandske arkitekter til landet for at skabe noget dynamik, så er det også vigtigt, at det kunstneriske element er dynamisk. Men arkitekterne tør simpelthen ikke involvere sig med kunstnere, der ikke før har arbejdet med arkitektur, og det kan jeg sådan set godt forstå. For det er ikke alle kunstnere, der kan.

Hvorfor er det ikke alle kunstnere, der kan?
Kunstnere har tit svært ved at ’kill their darlings’. De vil have det, de vil have, og er meget utilbøjelige til at gå på kompromis, for så er det jo ikke rigtig kunst. Men problemet ligger også hos arkitekterne, der tit har svært ved at se, at de kan få tilført noget nyt udefra.

Hvad kan man gøre ved det?
Mit svar er, at man er nødt til at uddanne sig. Kunstnere er ikke klædt særligt godt på, når det gælder kunst til arkitekturen. De skal lære at tænke stedspecifikt, på rummet og proportionerne i byggeriet. Selve samarbejdsprocessen med arkitekter og håndværkere er svær at håndtere for kunstnere, for den har de aldrig lært. Arkitekterne lærer at samarbejde, når de bliver ansat i firmaerne, men kunstnere har ingen steder at lære det. Jeg mener, at der er behov for et uddannelsesinitiativ, en slags eksperimenterende skole eller forskningsinstitution, som også kan hente inspiration hos udenlandske kunstnere.

Hvad kan udenlandske kunstnere bidrage med?
Det samme som udenlandske arkitekter. Nye dogmer, nye tanker og nye resultater. Vi kommer til at være meget mere globaliserede også på det område. Udviklingen går imod en anderledes form for kunst i arkitekturen, som er åben for flere af vores sanser og er meget mere end det at stå og se på en flot skulptur foran indgangen til huset.

Læs mere her:
Dansk Center for Arkitektur og Kunst

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014