Arkitekturløbet 2012

Dansk Arkitektur Center inviterer på en anderledes løbeoplevelse, hvor løberne skal løbe på tage, rutsje ned af bygninger og krydse en parkourbane.

Nørrebros nye pladser og parker er rammen for Arkitekturløbet 2012, der sender løberne forbi Superkilen, den spritnye Mimerspark, BaNanna Park, og de nye pladser i Haraldsgadekvarteret. Løbet foregår torsdag, den 13. september kl. 18 og er seks kilometer langt.

Københavns tættest befolkede og mest mangfoldige bydel får i år besøg af Arkitekturløbet. Nørrebro har de sidste år fået tilført en række nye spændende pladser og aktivitetsrum, som Dansk Arkitektur Center glæder sig til at vise frem.

"Arkitekturløbet har efterhåndenmanifesteretsig som en årlig tilbagevendende begivenhed, der viser byen frem på en ny og sjov måde. I år har vi lagt ruten i en gammel københavnsk bydel, som virkelig er under forandring. Her vil løberne se og opleve på egen krop, hvordan ny arkitektur og målrettet byplanlægning kan skabe luft og bedre livskvalitet for beboere og andre der bruger byen", siger løbets mangeårige projektleder, Kasper Egeberg fra Dansk Arkitektur Center. 

Arkitekturløbet afholdes for femte gang. Det er et seks kilometer langt motionsløb for alle, der interesserer sig for byens udvikling og arkitektur, og gerne vil have pulsen op på en ny og anderledes måde.

I år starter og slutter løbet ved den helt nye Røde Plads på Superkilen foran Nørrebrohallen. Herefter går turen gennem den nye folkepark på DSB-arealet, Mimersparken, og videre rundt i Haraldsgadekvarteret. En tur gennem Haraldsgadekvarteret er samtidig et fantastisk billede på mangfoldigheden på Nørrebro. Her møder løberne moderne arkitektur, en kommende Moské, klondikemiljøer, gammel industri og en uddannelsesinstitution med 9.000 studerende.

Turen fortsætter forbi en bananformet park og rundes af med et besøg på en fantastisk legeplads, og en lommepark, før løberne igen ender på Superkilen.

En rute med omveje

Arkitekturløbet kan gennemføres uden pauser eller stop, men ønsker løberne, at få lidt ekstra ud af løbet er der indlagt tre "omveje" på ruten. En omvej er et stop, hvor løberne kommer helt tæt på en bygning og får mulighed for at prøve en aktivitet, fx spille bold eller snuppe en tur i en stor rutsjebane. 

Udstilling i målområdet

I målområdet vil der være en miniudstilling, hvor man kan blive klogere på den nye arkitektur, og byudviklingsprojekterne på Nørrebro, og lokale aktører vil bidrage til at skabe liv på Superkilen. Traditionen tro, er der musik, mens der bliver serveret varm mad og kolde øl.

 

Hvor og hvornår

Tid: Torsdag, den 13. september 2012 kl. 18.00

Sted: Løbet starter og slutter på den røde plads foran Nørrebrohallen på Superkilen.

Pris: 120 kr. Ved tilmelding på dagen er prisen 130 kr.

Løbsnummer kan købes via www.dac.dk/arkitekturloebet og i Dansk Arkitektur Center.

Prisen inkluderer frugt, vand / vitamindrik og mad. Der er mulighed for at købe øl og sodavand i målområdet.

 

Pressemateriale

Download pressebilleder her

Download pressemeddelelsen her

Læs mere om løbet og tilmelding på www.dac.dk/arkitekturloebet

 

For yderligere information kontakt:

Projektleder Kasper Egeberg, tlf.: +45 22580975, mail: ke@dac.dk

Projektmedarbejder Hulda Hallgrímsdóttir, tlf.: +45 4045 6777, mail: hh@dac.dk

Sidst opdateret d. 21. januar 2014