Træd ind i arkitekturmodellen

’SHOW ME YOUR MODEL’ – Ny dansk arkitektur set gennem modeller. Sommerudstilling i Dansk Arkitektur Center den 22. juni - 21. oktober 2012.

PRESSEINFORMATION den 12. juni 2012
 
SHOWMEYOURMODEL_presse.jpg

Kan du huske dit første dukkehus eller første gang du så en modeljernbane drøne rundt i en montre på banegården? Hvordan du kiggede ind i stuerne gennem vinduerne eller fulgte toget rundt i bakkerne og mellem bygningerne? Verden i miniature - en fascinerende oplevelse for et barn og et absolut centralt arbejdsredskab for en arkitekt.

Selvom den digitale æra er over os, bygger arkitekterne modeller som aldrig før. De fysiske modeller giver svar, som ikke kan findes i det digitale univers, og modellerne er også en vigtig præsentationsform. På arkitekturudstillinger ser man ofte modeller, men præcis hvilken rolle spiller modellerne i arkitektens arbejde, og hvordan skal de egentlig aflæses?

På sommerens udstilling i Dansk Arkitektur Center kan man opleve modeller oppefra, nedefra, indefra og på afstand. Som besøgende bliver man selv en del af en arkitekturmodel. Hele udstillingsrummet er bygget op som en model i størrelsesforholdet 2:1. En rigtig arbejdsmodel, hvor arkitektens håndtegnede streger og noter er tydelige på vægge og gulve.

"Vores håb er, at man som besøgende vil føle, at man træder ind i en verden, hvor alt har en anden størrelse end normalt, og hvor man bliver opmærksom på sin egen krop i rummet. Vi leger med det arkitekterne kalder skala og skala-spring, på en måde så det bliver sjovt, oplysende og vedkommende", siger Nanna Bjerre Hjortenberg, Udstillingschef i Dansk Arkitektur Center.

Modellerne på udstillingen illustrerer arkitekternes arbejdsproces fra spirende idé, gennem fejlslagne og succesfulde eksperimenter og frem til den endelige løsning. Nogle er grove og lavet i simple materialer, andre er detaljerede og forfinede æstetiske eksperimenter. Arkitekterne selv er med på udstillingen og fortæller deres historier gennem billeder, lyd og film.

Samtidig afspejler modellererne en række centrale og aktuelle projekter i dansk arkitektur netop nu. Hver især rummer de fortællinger om, hvordan arkitektur ikke bare udvikles i en kunstnerisk proces fjernt fra resten af verden, men er i dialog med en række samfundsudfordringer. Hvad enten det handler om at skabe en både åben og sikker international retsbygning eller en børneinstitution, der både giver stordriftsfordele for kommunen og skaber trygge rammer for børn og pædagoger.

"Modeller udgør ofte en del af en arkitekturudstilling, men en udstilling, der er baseret udelukkende på arkitekturmodeller, er ikke set før. Med 'Show me your model' skaber Dansk Arkitektur Center en ny oplevelse og forståelse for et af arkitekternes vigtigste formidlingsformater - formidlet til et bredt publikum på en anderledes og spændende måde," siger Stine Lea Jacobi, projektleder i Realdania.

Udstillingen er støttet af Realdania.

Bag de udstillede modeller står arkitektvirksomhederne ADEPT, AREA, BIG, Cebra, Christensen & Co. Arkitekter, COBE, Dorte Mandrup Arkitekter, EFFEKT, Electrotexture, Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, Henning Larsen Architects, LETH&GORI, MLRP, NORD Architects, schmidt hammer lassen architects, SLETH, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, WE architecture samt CITA (Center for It og Arkitektur/Arkitektskolen i København)

SHOW ME YOUR MODEL er første udstilling i udstillingsserien DK now, der sætter spot på aktuelle tendenser i dansk arkitektur og formidler dem til en bred både national og international målgruppe.

Der vil i hele udstillingsperioden være aktiviteter for børn og familier, lærerkurser og undervisningsforløb for både grundskole og ungdomsuddannelser. Der er også planlagt en række forelæsninger og brunch-arrangementer med de deltagende arkitekter. Mere information og tilmelding på www.dac.dk

SHOW ME YOUR MODEL 22.06-21.10 2012
Dansk Arkitektur Center
Strandgade 27 B
1401 København K
Åben alle ugens dage 10-19, onsdag 10-21, gratis omvisning hver søndag. www.dac.dk

For flere oplysninger kontakt:
Kommunikationschef i Dansk Arkitektur Center
Rune Huvendick Jensen, rhj@dac.dk, + 45 41 31 80 08

Pressebilleder til download:

SHOWMEYOURMODEL_presse.jpg

 

Plakat: Show Me Your Model,
Dansk Arkitektur Center

 

SMYM_presse_1_hoej.tif

 

Model: Henning Larsen Architects
Batumi Aquarium

 

SMYM_presse_2_hoej.jpg

 

Illustration: BIG
Søfartsmuseum

 

SMYM_presse_4_hoej.tif

 

Model: COBE
Stordriftsbørnehave

 

SMYM_presse_6_hoej.jpg

 

Illustration: COBE
Stordriftsbørnehave

 

SMYM_presse_3_hoej.jpg

 

Illustration: MLRP
Våler Kirke

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014