BUILD WHAT HERE

Vinderne af BUILD WHAT HERE er fundet – et tværfagligt hold skal designe og bygge et midlertidig vartegn til Roskilde Festival på bare 6 dage

10 vindere med vidt forskellige fagligheder, en international kunstnergruppe, en masterclass i midlertidig arkitektur, en masse gode idéer og bare 6 dage til at designe og bygge et vartegn til den nye Apollo Zone på årets Roskilde Festival. Det tværfaglige hold, der har vundet årets BUILD WHAT HERE konkurrence, er sat.

Udover at dække fagligheder som arkitektur, byplanlægning og design, består vinderholdet også af en fodboldspiller, en medicinstuderende fra Belgien, en tømrer og en der studerer kinesisk. Som noget nyt har årets BUILD WHAT HERE konkurrence nemlig ikke udpeget én vinder og ét løsningsforslag, men derimod hele 10 unikke talenter, dersammenskal designe og bygge et midlertidigt vartegn til den nye Apollo Zone på festivalpladsen. Og det på bare seks dage.

 Innosite-bwh13.jpg

Samarbejde på tværs af fagligheder

De 10 vindere har vidt forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket har været et bevidst afsæt for årets konkurrence. Som noget nyt har konkurrencen nemlig fokuseret på, hvordan midlertidig arkitektur skabes på tværs af fagligheder. Derfor har konkurrencen været afholdt som en rekrutteringsproces på den åbne innovationsplatform Innosite, hvor idéen netop er at anspore til co-creation og samarbejde på tværs af brancher og fagligheder. Målet har været at sammensætte et hold af individuelle talenter, der med hver deres faglighed, idéer og engagement kan skabe noget helt unikt sammen. Holdet skal også arbejde tæt sammen med den engelske kunstnergruppe DS16, så der bliver et særligt fokus på krydsfeltet mellem kunst og arkitektur.

"Vi har valgt 10 kandidater, som tilsammen er et rigtig godt tværfagligt hold. De er dygtige, idérige, engagerede og bidrager med hver deres faglighed. Nogle kan fx bygge, nogle kan tænke helt nye og anderledes idéer, nogle ved noget om hvordan mennesker interagerer, og nogle har bare et helt skævt blik på de problemstillinger, som konkurrencen stillede op",siger Katinka Hauxner, seniorkonsulent i idébureauet 2+1 og med i den fagjury, der har udvalgt de 10 vindere.

>> Se video med jurymedlemmer Katinka Hauxner og Daniel Toke Hansen (Roskilde Festival)

 

Design- og byggeforløb på bare seks dage

Som led i processen skal de 10 vindere deltage i en masterclass og designworkshop i Dansk Arkitektur Center den 22.-23. juni. Her skal de sammen med en række eksperter herunder kunstnergruppen DS16 samt innovationsdirektør Esben Danielsen fra Roskilde Festival og programchef Mathilde Serup fra Dansk Arkitektur Center udvikle og udfordre deres viden om midlertidig arkitektur for efter blot to dage at udarbejde et fælles idégrundlag for det kommende vartegn. Herefter går selve byggeriet i gang på festivalpladsen, så den endelige løsning skal stå klar til at blive indtaget af festivalgæsterne, når Roskilde Festival åbner portene den 29. juni.  

BUILD WHAT HERE er et projekt udviklet i et samarbejde mellem Roskilde Festival og Dansk Arkitektur Center. BUILD WHAT HERE 2013 er støttet af Realdania og Bikubenfonden.

 

FAKTA

Om BUILD WHAT HERE

BUILD WHAT HERE er en konkurrence, der eksperimenterer med byplanlægning og midlertidig arkitektur på Roskilde Festival. Årets konkurrence er den tredje i rækken.

Konkurrencen er afviklet på den åbne innovationsplatform Innosite - åben innovation i byggeriet. Et initiativ af Realdania og Energistyrelsen.

Om Apollo Zonen

Roskilde Festivals nye Apollo Zone ligger i et område mellem camping- og festivalpladsen, der har ligget øde hen i 10 år. Området er hjemsted for Apollo-scenen, og den nye zone bliver et lille univers af elektronisk musik, lys- og kunstinstallationer.

 

Vinderne af BUILD WHAT HERE 2013 er:

Henrik Jensen, studerer landskabsarkitektur og bydesign på Københavns Universitet

Simon Jensen, studerer idræt på Københavns Universitet

Sidsel Nielsen Bonde, studerer Visuel kommunikation på Kunstakademiets Designskole

Sara Nielsen Bonde, studerer på Kunstakademiets Arkitektskole

Ina Dyreborg, uddannet PBA i Living Design

Mette Lindberg, uddannet designer

Steen Holdt, uddannet bygningskonstruktør og tømrer

Katrine Weber, studerer kinesisk på Københavns Universitet

Nina Marie Rasmussen, studerer Plan, By og Proces samt geografi på Roskilde Universitet

Mei-Ling Hagens, studerer medicin, er eneste vinder fra udlandet (Belgien)

 

>> Læs mere om konkurrencen og se alle de indkomne forslag på Innosite.dk

 

De 10 vindere er udvalgt af en fagjury bestående af:

 Katinka Hauxner, seniorkonsulent i idébureauet 2+1, uddannet cand.scient.pol med speciale i byudvikling, 15 års erfaring med kulturel og social udvikling af byer, byrum og byliv.

Balder Johansen,daglig leder i byggefirmaet Logik & Co. ApS, 25 års erfaring med bæredygtigt og alternativt byggeri, underviser af Roskilde Festivalens byggeledere.

Nanna Bjerre Hjortenberg,programchef i Dansk Arkitektur Center for området Formidling & Debat med udvikling af udstillinger, oplevelses- og formidlingsprojekter, uddannet mag. art.

Daniel Toke Hansen,projektleder på Roskilde Festivalens større kunstprojekter og installationer, uddannet cand. it. i digital design og kommunikation.

Anthony Boulanger,MA i Arkitektonisk Design, partner i tegnestuen AY Architects i London og lektor ved University of Westminster School of Architecture og del af Diplom Studio 16 (DS16)


For at deltage i konkurrencen skulle deltagerne besvare mindst én af 5 udfordringer:

  • Hvad er et godt mødested i byen?
  • Hvordan får man 1200 mennesker til at rydde skrald op efter sig selv?
  • Hvordan bor vi i år 2070?
  • Hvordan kan træ bruges til at fremme venskaber mellem mennesker?
  • Hvordan kan siddepladser skabe social interaktion?

 

FOR YDERLIGERE INFORMATION KONTAKT:

Ingeborg Christiane Hau, projektleder, Dansk Arkitektur Center, T: 5083 0978, E: ich@dac.dk
Signe Brink Pedersen, kurator, Roskilde Festival, T: 4636 6613, E: Signe.Pedersen@roskilde-festival.dk

 

20. juni 2013 / Af peh@dac.dk

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}