Digitally Disturbed

Det digitale kunst- og videoinstallationsprojekt Nordic Outbreak indtog tidligere på året New York med events og udstillinger i det offentlige rum. Nu vises udvalgte værker i Dansk Arkitektur Center under overskriften ”Digitally Disturbed” med digitale perspektiver på byens rum, arkitektur og liv.

Vibeke Jensen_Sleeper Cell



Kan digital kunst engagere byen på nye måder?

Digitale teknologier er med til at iscenesætte vores urbane omgivelser, og i den digitale by opstår nye koblinger mellem kunst og arkitektur og mellem hverdagsliv, information og teknologi. Digitally Disturbed er et digitalt udstillingsprojekt, der udfordrer, hvordan digitale teknologier 'forstyrrer' og sætter nye rammer for byens rum, arkitektur og liv.

Værkerne i Digitally Disturbed forholder sig til globale og lokale aspekter ved digitaliseringen og opfordrer på forskellig vis til at stille spørgsmål ved, hvordan digitale medier og netværk påvirker vores opfattelse af og engagement i byen. Samtidig viser værkerne nye opfindsomme måder at bruge de digitale teknologier på, som et middel til skabe alternative former for handling, tanke og betydningsdannelse i arkitektoniske rum og urbane miljøer.

Digitally Disturbed - en del af Nordic Outbreak

Værkerne i Digitally Disturbed har tidligere været vist som en del af det digitale kunst- og videoinstallationsprojekt Nordic Outbreak, præsenteret af Streaming Museum og lanceret som byrumsinstallationer i New York i foråret 2013. Nordic Outbreak er et rejsende udstillingsprojekt, som i efteråret 2013 besøger alle de nordiske lande.

I Danmark vises udstillingen med værker af: Egill Sæbjörnsson (IS), Eva Olsson (SE), Jessica Faiss (SE), Mogens Jacobsen (DK), Pernille With Madsen (DK), Sigurdur Gudjónsson (IS), Søren Thilo Funder (DK) og Vibeke Jensen (NO).

 

Facadeinstallation skabt specielt til Dansk Arkitektur Center

Udstillingen i Dansk Arkitektur Center består af en facadeinstallation, digitale projektioner og videoinstallationer skabt af otte nordiske kunstnere med forskellige perspektiver på rum, perception og urban identitet.

En del af udstillingen er en stedsspecifik videomapping-projektion med lyd udviklet specielt til DACs facade af den islandske kunstner Egill Sæbjörnsson. Facadeværket kan kun opleves til udstillingens åbning den 10. oktober og på Kulturnatten i Dansk Arkitektur Center den 11. oktober. Begge dage i tidsrummet kl. 19.30-24.00. 

Udstillingen Digitally Disturbed kan opleves i Dansk Arkitektur Center den 11. - 20. oktober 2013, dagligt kl. 10-18, onsdag kl. 10-21. Der er gratis adgang til udstillingen. 

Digitally Disturbed er en del af rejseudstillingen Nordic Outbreak præsenteret af Streaming Museum. Digitally Disturbed er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Streaming Museum i New York og kurateret i tæt dialog med Tanya Toft og Jacob Lillemose.

Digitally Disturbed er støttet af Realdania, Statens Kunstråd og Oticon Fonden.

Nordic Outbreak er støttet af Nordisk Kulturfond og Kulturkontakt Nord.

Læs mere om Nordic Outbreak her:

http://nordicoutbreak.streamingmuseum.org/

For yderligere information kontakt:
Signe Cecilie Jochumsen, projektleder, Dansk Arkitektur Center, T 2213 2470, E scj@dac.dk
Tanya Toft, Streaming Museum New York, T 2293 7422, E tanyatoft@gmail.com


VÆRKER I UDSTILLINGEN

 

Egill Sæbjörnsson (IS), facadeinstallation
Stedsspecifik videomapping-projektion med lyd udviklet specielt til DACs facade.

Eva Olsson (SE), On Non-Freehold Property (2011)
En 'unheimlich' digital refleksion over parcelhuset som rammefortælling for hverdagslivet i den moderne vestlige verden.

Jessica Faiss (SE), Rewind (2011)
Man er på en uendelig rejse ind i et drømmeagtigt, digitalt bymiljø, hvor himlen og vejen danner et sammenflydende forsvindingspunkt. Videoen er filmet på vej til Narita lufthavnen i Tokyo en tidlig morgen i december.

Mogens Jacobsen (DK), Landskaber (2006-2007)
I noget der ligner et landskab set gennem vinduet i et hurtigkørende tog, flyder himmel og marker sammen i et abstrakt linjemønster, og horisontlinjen spejlvendes.

Pernille With Madsen (DK), Transition (2008-2009)
En absurd pardans mellem high-tech digital æstetik og low-tech praksis forstyrrer ordenssansen og gør dig svimmel.

Sigurdur Gudjónsson (IS), Veil (2012)
En bevægende filmisk dokumentation af det vindblæste landskab og karakteristiske sorte sand ved Skeiðarársandu på Island.

Søren Thilo Funder (DK), Everywhere (2007)
En videospilskarakter løber hvileløst rundt i et animeret og øjensynligt endeløst urbant landskab. På vej eller fortabt?

Vibeke Jensen (NO), SLEEPER_CELL (2003/2013)
En underspillet dramatisk undersøgelse af den allestedsnærværende overvågning af den urbane virkelighed. Filmet fra kunstnerens lejlighed i Williamsburg, Brooklyn, New York.

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}