International profil skal udvikle Dansk Arkitektur Center til byggeriets tværfaglige mødested

Når Dansk Arkitektur Center om få år åbner i Bryghusprojektet, er det med visionen om at skabe et nyt tværfagligt mødested for byggeriets aktører fra producenter, rådgivere og udførende til bygherrer og investorer. DAC har fra den 1. april hentet Mikkel Kragh, der i de sidste 16 år har arbejdet i globale byggevirksomheder, til som ny programchef at stå i spidsen for udviklingen af de byggeri- og innovationsaktiviteter, der skal realisere den vision.

Mikkel KraghDansk Arkitektur Center har igennem en årrække haft fokus på videnformidling og innovationsprojekter rettet mod byggeriets aktører. Ansættelsen af Mikkel Kragh som programchef for DACs BUILD-område er udtryk for, at DAC i de kommende år vil opruste markant i forhold til at etablere en stærk platform for formidling af ny viden til byggeriets aktører og udvikle innovationsprojekter, der samler branchens aktører på tværs. Mikkel Kragh er hentet til opgaven, efter at han i de sidste 16 år har arbejdet i udlandet. Senest som global architectural design lead i Dow Corning og før det bl.a. i Arup i London og Italien. Han er uddannet civilingeniør og ph.d. fra DTU.

 

"Med en international profil som Mikkel Kragh får vi en chef med dyb indsigt i internationale praktiske løsninger og udviklingstendenser. Og med Mikkels omfattende netværk kan han bidrage til at tiltrække viden fra hele verden til inspiration for byggeriets aktører og omvendt arbejde for at bringe danske virksomheder i spil i forhold til det internationale marked, siger adm. direktør i Dansk Arkitektur Center, Kent Martinussen.  

 

Tværfaglighed er nøglen til vækst og innovation

Mikkel Kragh kommer som programchef bl.a. til at stå i spidsen for DACs innovationsprojekter som det kommende Sustainable Build, der har fokus på at fremme anvendelsen af bæredygtige materialer og cirkulære forretningsmodeller i byggeriet, samt udviklingen af DACs tværfaglige netværk for vækstlaget og byggeriets praktiserende. Samtidig bliver den vigtige opgave at bringe byggeriets aktører sammen på tværs i nye projekter og udvikle DAC til et tværfagligt mødested for byggeriet.

 

"Jeg har igennem hele min karriere arbejdet med innovation i feltet mellem producenter, rådgivere og de udførende, og min erfaring er, at der ligger et enormt potentiale for såvel økonomiske som kvalitetsmæssige gevinster i at optimere måder at arbejde sammen og innovere på tværs", siger Mikkel Kragh og fortsætter:  

"Min opgave som programchef i DAC bliver, i partnerskab med byggeriets aktører, at skabe en portefølje af aktiviteter, der tilsammen kan skabe et nyt tværfagligt mødested i byggeriet, der kan bidrage til at komme med nye svar på, hvordan vi kanløse fremtidens udfordringer inden for produktivitet, bæredygtighed, vækst og eksport."

 

For yderligere information kontakt:

Presseansvarlig Rune Huvendick Jensen

Mobil:+45 2213 2470 / email: rhj@dac.dk

 

FAKTABOKS

FAKTA OM MIKKEL KRAGH

 

  • 1998 PhD, Danmarks Tekniske Universitet

 

  • 1998 Permasteelisa, Architectural Envelopes, San Vendemiano (I)

 

  • 2002 Arup, Facade Engineering, London (UK)

 

  • 2006 Arup, Building Engineering, London (UK)

 

  • 2009, Arup, Facade Engineering, Milano (I)

 

  • 2011, Dow Corning, Seneffe (B)

 

  • Talrige internationale publikationer og foredrag om design og teknologi

 

  • Fungerer jævnligt som deltager i konkurrencejuryer og som chairman til konferencer

 

 

FAKTA OM DANSK ARKITEKTUR CENTER.    

 

  • Dansk Arkitektur Centers vision

Dansk Arkitektur Centers vision er at blive et globalt forum for formidling af viden, etablering af tværgående netværk og udvikling af dagsordensættende partnerskaber mellem frontløbere inden for arkitektur, byggeri, byudvikling og design.

>> Læs mere om Det nye DAC

 

Eksempel på et aktuelt projekt i DAC

"SUSTAINABLE BUILD fremmer vækst inden for bæredygtigt byggeri og realiseres i et partnerskab med byggebranchens leverandører, virksomheder og organisationer, samt Grøn Omstillingsfond, Ministeriet Klima, Energi og Bygningsministeriet. SUSTAINABLE BUILD er iværksat af Industriens Fond og Dansk Arkitektur Center og Leaderlab."
>> Læs mere om SUSTAINABLE BUILD

 

24. april 2015 / Af Kristoffer Soelberg

Sidst opdateret d. 24. april 2015

}