Stor dedikation til bæredygtig innovation i byggeriet

50 virksomheder og organisationer på tværs af byggeriets værdikæde går nu sammen i innovationsprojektet SUSTAINABLE BUILD, hvor de tilsammen investerer over 7.000 timer i bæredygtigt byggeri. Onsdag den 18. november tager de det første fælles spadestik med arrangementet BUILD UP, hvor parterne sammen kortlægger, hvilke udfordringer de skal løse.

build-up1.jpg

Foto: Marie Joensen

Innovationsprojektet SUSTAINABLE BUILD, der er et samarbejde mellem Industriens Fond og Dansk Arkitektur Center, lægger hermed fundamentet for et toårigt samarbejde mellem byggeriets aktører, som skal skabe vækst inden for bæredygtigt byggeri. Første milepæl er arrangementet BUILD UP, hvor projektets deltagere, sammen med faglige eksperter, skal identificere de mest kritiske barrierer og største potentialer for bæredygtigt byggeri. På baggrund af det, skal der udvikles en innovationsudfordring, som går ud til hele verden. Dette går ud som et CALL FOR INNOVATORS, som offentliggøres på SUSTAINABLE BUILD SUMMIT den 20. januar, hvor 150 nøgleaktører fra byggeriet er samlet. Målsætningen for SUSTAINABLE BUILD er at fremme vækst inden for bæredygtigt byggeri, og hjælpe mindst 10 konkrete innovatører hvert år.

"Markedet for bæredygtigt byggeri og bæredygtige byggematerialer er i hastig vækst. Branchens aktører er meget afhængige af hinanden, da materialer så at sige skal hænge sammen. De kan derfor også have svært ved at skabe innovation alene. Netop derfor er målsætningen med SUSTAINABLE BUILD, at samle branchens aktører på tværs af fagligheder for at øge innovationen, videndelingen og væksten på tværs af byggebranchen", siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond.

"De rammesættende myndigheder verden over, fremmer i disse år holistiske services og bæredygtige produkter i deres nationale bygge- og anlægsmarkeder. Det gør de fordi de ved, at det fremmer den klimadagsorden, som de anerkender, der skal leveres på. Byggeriet er blevet et uomgængeligt instrument i denne dagsorden og dér skal vi kende vores besøgelsestid. Med bevillingen fra Industriens Fond og partnerskabet i SUSTAINABLE BUILD, får vi nu en unik mulighed for at skabe fokus og innovation i industriens og byggeriets virksomheder", siger Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.

"Det er afgørende for vores branche med handlingsorienterede partnerskaber, hvor vi går sammen om at videreudvikle den bølge af innovation som ikke mindst digitaliseringen i øjeblikket driver. Jeg glæder mig til BUILD UP, hvor de konkrete udfordringer er i fokus for samarbejdet",siger Martin Manthorpe, strategidirektør i NCC.

build-up2.jpg

Foto: Marie Joensen

BUILD UP er kun første skridt

Til arrangementet BUILD UP samles godt 50 beslutningstagere og eksperter fra hele byggebranchen for i fællesskab at identificere og udvælge de væsentligste barrierer og udfordringer for vækst inden for bæredygtigt byggeri. Næste milepæl kommer til januar, hvor partnerskabet på baggrund af BUILD UP udvikler et 'INNOVATION CALL', hvor innovatører og virksomheder får mulighed for at komme med innovative idéer og løsninger på konkrete udfordringer. Leaderlab, som har været med til at skræddersy projektforløbet til byggebranchen, har gode erfaringer med netop den slags innovationsprocesser.

"Sustainable Build adskiller sig fra andre innovations- og bæredygtighedsinitiativer gennem en afprøvet og fokuseret innovationsproces. Ved at samle hele værdikæden i byggeriet og de omkringliggende aktører som investorer, lovgivere og uddannelsesinstitutioner, opnår vi gennem fælles slagkraft en langt større effekt. Det glæder mig særligt at se den store opbakning fra industrien",siger Sofus Midtgaard, managing partner i Leaderlab.

SUSTAINABLE BUILD er et samarbejde mellem Industriens Fond, Dansk Arkitektur Center og Grøn Omstillingsfond og er udviklet i samarbejde med Leaderlab. Projektet udspringer af Industriens Fonds temaindkaldelse om bæredygtig produktion. SUSTAINABLE BUILD realiseres i tæt samspil med byggebranchens leverandører, bygherrer, virksomheder og organisationer.

build-up3.jpg

Foto: Marie Joensen 

For yderligere information kontakt

Presseansvarlig Kristoffer Soelberg                         Formidlingsansvarlig Ole Østrup

Mobil: (+45) 40 16 33 32                                          Mobil: (+45) 23 80 06 60

E-mail: kso@dac.dk                                                 E-mail: oos@industriensfond.dk

 

www.dac.dk/presse

www.sustainablebuild.dk


Sustainable Builder et samarbejde mellem Industriens Fond, Dansk Arkitektur Center og Grøn Omstillingsfond og er udviklet i samarbejde med Leaderlab. Sustainable Build realiseres i partnerskab med NCC, Region Midt, PensionDanmark, Henning Larsen Arkitekter, DanSolar,Tarkett, Flügger, Kebony, Outrup Vinduer, Frøslev Træ, Rheinzink, Junckers, Eurotag, Wienerberger, Xella, The Architecture Project, Lendager Arkitekter, GenieBelt, KALK, Connovate, Green Building Council, abeo, AY Arcgency, bips, Vugge til Vugge, Advanced Nonwoven, DAKOFA og Eksportrådet.


Om SUSTAINABLE BUILD

  • SUSTAINABLE BUILD er et innovationspartnerskab, som fremmer vækst inden for bæredygtigt byggeri.
  • Processen er opdelt i tre faser, hvor første fase udvælger konkrete udfordringer, anden fase indsamler og udvikler løsninger, og tredje fase udvælger de 10 bedste løsninger, som skal skaleres, implementeres og accelereres.
  • Industriens Fond har bevilget en samlet ramme på 5,6 millioner kr. til SUSTAINABLE BUILD.
  • Grøn Omstillingsfond har støttet med 1,5 millioner kr. til SUSTAINABLE BUILD
  • SUSTAINABLE BUILD er udviklet sammen med Dansk Arkitektur Center og LeaderLab.

Faktaboks

  • Markedet for bæredygtige materialer og komponenter til byggeriet anslås at være på 440 mia. euro i 2015 i EU, hvilket betegner en vækst på 28 % fra 2013. (Kilde: Green and smart buildings in Denmark Asset mapping of the Danish sector for sustainable construction)
  • Bygninger står for 40% af verdens energiforbrug og 24% af CO2 udledningen (Kilde: Howe, J.C. (2010). Overview of Green Buildings.)
  • Kina har på tre år brugt ligeså meget cement, som USA gjorde i løbet af hele det 20. århundrede. (Kilde: USGS. Cement Statistics)

20. november 2015 / Af Kristoffer Soelberg

Sidst opdateret d. 20. november 2015

}