Børn bygger verdens bedste børneby i LEGO® architecture klodser

Hvordan ser verdens bedste børneby ud? I efterårsferien bliver Dansk Arkitektur Centers sale fyldt til randen med LEGO® architecture, når der inviteres indenfor til den hyggelige familietradition 'Leg LEGO® arkitekt' - denne gang med temaet 'Kids city'. Her giver børn deres helt eget bud på verdens bedste børneby.

Lego workshop

Foto: Kristian Ridder-Nielsen

Hvordan ville byen se ud, hvis børnene fik lov til at bestemme? Ingen biler men kun skatende børn og trehjulede cykler? Rutsjebaner i stedet for trapper?

Workshoppen lægger ud med en kort introduktion til arkitektvirksomheden Cobe og projektet Verdens Bedste Børneby. Børnene får til opgave i fællesskab at give deres bud på en by skabt til masser af leg, sjov og ballade. Her kan de søge inspiration gennem udstillingen, fotos og inspirationskort, og Dansk Arkitektur Centers guider vil stå klar med viden og gode råd.

"Hver deltager vælger en byggeplads i den fælles by. Her skal de ved hjælp af forskellige byggeteknikker med LEGO® architecture klodser bygge deres bud på, hvordan f.eks. parker, boliger, restauranter eller noget helt andet ser ud, når man gir' den som LEGO® architecture arkitekt. Som noget nyt i år, kan man befolke sit byggeri med LEGO® mænd, og få skabt noget liv i gaden i den nye børneby!" Luise Holm-Rathje, projektleder af workshoppen i Dansk Arkitektur Center.

Når den sidste hånd er lagt på værket, har deltagerne mulighed for at deltage i en Instagram-konkurrence. De kan lægge et foto af deres LEGO® model på Instagram og deltage i en konkurrence om at vinde en flot pakke med LEGO® architecture klodser, så leg og byggeri kan fortsætte hjemme i stuen.

I udstillingen 'Our Urban Living Room' kan man bl.a. opleve arkitektvirksomheden Cobes forslag til Verdens Bedste Børneby. Børnebyen åbner i slutningen af oktober på Christianshavn og er den største danske daginstitution, der huser mere end 600 børn og unge uden at forekomme som en stor pasningsfabrik. Projektet er nemlig tiltænkt som en by - børnenes by, og får sin helt egen identitet som en 'by i byen' ligesom Christianshavn og naboen Christiania også har det. Byen rummer bygninger med kant og karakter - for eksempel en brandstation, en fabrik, et udkigstårn og et basketball-bur på taget.

Med inspiration fra Cobes byggeideer og tanker om en by bygget ud fra børnenes præmisser, får børnene hermed lov til at prøve kræfter med samme tankegang ved at eksperimentere og bygge deres helt egen individuelle børneby i LEGO® architecture klodser.

>> Læs mere om workshoppen her

Pris: 'Leg LEGO® arkitekt - Kids City' billetter koster kr. 95 pr. deltager inkl. udstillingsentré. Medlemmer af Børn i Byen og DSB Plus får 20 % - DKK 76.

Billetter forudbestilles via www.dac.dk eller købes ved indgangen.

Periode: Lørdag den 15. oktober - søndag den 23. oktober dagligt kl. 10.00-17.00.

Aldersgruppe: Fra 5 år - workshoppen kan tilpasses deltagernes alder. Der bygges med LEGO® architecture klodser.

For yderligere information kontakt:

Kommunikationsmedarbejder, Kristina Neel Jakobsen

Mobil: +45 2365 4045
E-mail: knj@dac.dk

20. oktober 2016 / Af Rit Christensen

Sidst opdateret d. 26. oktober 2016

}