Hun blaffede til Italien for at lære af de bedste billedhuggere. Nu passer hun på de danske slotte

Marmorbroens pavilloner får nyt liv

Et af de projekter, Mette har arbejdet intenst med, er netop restaureringen af Marmorbroens pavilloner ved Christiansborgs rideanlæg i København. Broen forbinder Slotsholmen med resten af byen over Frederiksholms Kanal, og hvis man løfter blikket, kan man se statuerne, der spejder ud over kanalen.

På hver pavillon troner en krone op, og under er kongeparrets monogrammer hugget ind, mens ornamenter i bladslyng snor sig op ad de pyramideformede toppe. I hver eneste detalje kan man se resultatet af blandt andet Mettes fem års arbejde som stenhugger på pavillonerne.

»I mit arbejde får jeg lov til at passe på og videregive vores kulturarv. Det er næsten ikke muligt at lave noget federe. Det er enormt spændende at have et håndværksfag med så store traditioner og så få redskaber,« fortæller Mette.

Redskaberne er simple en hammer og mejsel, men krævende fysisk. Med den rette teknik og tålmodighed kan de forvandle en rå stenblok til alt fra søjler og skulpturer.

»Når du skal lære at hugge i sten, står du det første år og hugger dig over hånden. Den ene arm bliver ét stort blodsår,« forklarer Mette og husker tilbage på sin første tid i lære.

Hun forklarer, at det især er dem med et formtalent, der hugger skulpturer og dekorationer.

»Jeg kan næsten fornemme figuren inde i den rå sten, den skal bare hugges frem,« siger hun, og noterer, at det også var sådan, Michelangelo plejede at sige.

Blaffet sig til marmorens højborg i Norditalien

Når Mette står her i dag og betragter de restaurerede figurer på Marmorbroens pavilloner, er det med en ro og sikkerhed, der kun kommer af mange års erfaring. Men rejsen begyndte langt fra Christiansborgs sandsten og kongelige ornamenter, nemlig i en lastbil fra Glyngøre.

På passagersædet ned gennem Jylland og over grænsen til Tyskland sad Mette med en rygsæk med de vigtigste redskaber, hammer og mejsel.

Hun var blot 21 år og nyuddannet stenhugger. I bagagen havde hun en bronzemedalje for sin svendeprøve og en stor portion eventyrlyst. Det var længslen efter noget nyt, der fik hende til at blaffe sig ned gennem Europa, indtil hun stod i det nordlige Italien, og bankede på hos den danske billedhugger Jørgen Haugen Sørensen, som hun skulle arbejde for.

»Han var det helt store forbillede, man kunne komme til at arbejde for,« fortæller hun.

I fodsporene på Michelangelo og Thorvaldsen

Årene i Italien kommer på mange måder til at forme resten af Mettes karriere som stenhugger. Her opbygger hun et arbejdsfællesskab og møder nogle af verdens dygtigste billed- og stenhuggere.

Det er i dette miljø omgivet af marmor og støv, at hun for alvor forfiner sin teknik. For i bjergene i det nordlige Toscana ligger Carrara-marmorbruddene, et sted som har tiltrukket kunstnere i århundreder. Her har man udvundet sten siden romertiden, og det fine, hvide marmor er blevet brugt til nogle af verdens mest berømte værker.

»Michelangelo og Thorvaldsen har hentet deres marmor her. Men det er også et sted, hvor kunstnere fra hele verden kommer for at få hugget deres skulpturer,« fortæller Mette.

Et af de mest kendte værker skabt af Carrara-marmoret er Michelangelos David skulptur, og i samme bjerge lærer Mette at mestre sit eget udtryk og forfine sin teknik. Hun rejser sammen med Jørgen Haugen Sørensen rundt i to år, hvor hun følger ham som en slags højrehånd.

»Man er enormt træt, for det er hårdt, fysisk arbejde. Jeg havde uldundertøj på helt indtil foråret, for det er virkelig koldt at stå så meget udenfor, og man bliver ekstremt beskidt af huggearbejdet. Når jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, skulle jeg altid have en lur – men ofte vågnede jeg først næste morgen, når vækkeuret ringede klokken 6:00,« husker Mette.

For ranglet til at blive stenhugger

At Mette overhovedet fik øjnene op for stenhuggerfaget, kan hun takke sin far for. Allerede i folkeskolen drømte hun om at blive arkitekt, men hendes far opfordrede hende kærligt til at tage en håndværkeruddannelse først.

»En håndværkeruddannelse kan man aldrig gå helt galt med,« plejede han at sige.

»Min far var lidt gammeldags. Han sagde, at man kunne fodre svin med de arkitekter, der ikke havde en håndværksmæssig uddannelse for man skal vide, hvad man har med at gøre,« siger Mette.

Men Mette mødte modgang allerede som 17-årig, da hun begyndte i lære som stenhugger i Skive.

»De kiggede på mig og sagde: Du er for lang og ranglet – du bliver aldrig stenhugger.«

Hun husker en episode på byggepladsen, hvor hun væltede en trillebør fyldt med beton.

»Så fik jeg at vide, at jeg kunne tage hjem og blive gift eller tage på husholdningsskole.«

Men Mette blev. Hun blev ved med at arbejde, lære og bevise sit værd.

»Der var helt vildt mange fordomme på vejen. Da jeg blev færdig, var jeg den tredje kvindelige stenhugger, der nogensinde var uddannet i Danmark,« fortæller Mette.

»Selvfølgelig har jeg fået kommentarer for at være kvindelig stenhugger, men så snart folk har set, hvad jeg kan, så plejer de at få respekt for mit arbejde,« siger Mette.

Livslang læring

Drømmen om at blive arkitekt havde aldrig helt sluppet taget i Mette. Derfor besluttede hun tilbage i 1995, at tiden inde til at søge ind på Arkitektskolen. Uden en gymnasial uddannelse måtte hun søge dispensation, men hendes store faglige erfaring talte for sig selv, og hun blev optaget. Samtidig havde hun to små børn derhjemme, der skulle passes og oveni det vandt hun en licitation til at hugge en skulptur til Nationalmuseet i Stockholm.

»Jeg tænkte, det var jo ikke så godt, fordi jeg havde så mange bolde i luften. Men jeg vidste bare, at den skulptur skulle jeg hugge,« fortæller Mette.

Skulpturen forestiller den svenske barokarkitekt Nicodemus Tessin den Yngre, manden bag Stockholm Slot. Den er hugget i det fineste hvide marmor og er næsten tre meter høj.

»Jeg måtte arbejde i weekenderne og holdt ingen ferier, men det var det hele værd. Det er absolut det værste ved at være håndværker, at du møder kl. 6 om morgenen eller tidligere,« fortæller Mette.

»Jeg har altid gået efter det, jeg er god til og det som gør mig glad,« fortsætter Mette.

Som hun forklarer, handler håndværket i høj grad også om det psykiske, altså troen på egene evner.

»Man må ikke være bange for stenen for hvis man bliver det, bliver man aldrig færdig,« fortæller Mette.

»Hvis du har lidt tømmermænd, så står du jo ikke og hugger en lillefinger med detaljer. Så laver du noget på bagsiden af skulpturen. Mange gør sådan, at de gemmer det grove arbejde til dage, hvor man tager den store hammer og mejsel, så kan vi knalde en masse sten af. Og på andre dage, hvor den klassiske musik spiller, står man og hugger negle og sliber,« forklarer Mette.

Efter projektet på Stockholm Nationalmuseum og færdiggørelsen af arkitektskolen blev Mette ansat i Slots- og Kulturstyrelsen, hvor hun arbejdede i 17 år. Her var hun med til at sikre og restaurere nogle af landets mest markante bygningsværker – de kongelige slotte. I dag driver hun sit eget firma, hvor hun arbejder med restaurering og skulpturprojekter på herregårde og slotte over hele landet.

Slottenes vogter

Et par dage efter mødet på Marmorbroen åbner Mette døren til sit værksted i et tilstødende hus ved Vallø Slot, på den anden side af voldgraven. Her driver Mette i dag firmaet Sandstensrestaurering i samarbejde med Vallø Stift, hvor hun arbejder med restaurering af natursten.

Værkstedet er perfekt rodet og alligevel ordnet. Rapporter, bøger, gipsmodeller, mejsler, staffelier, hamre og små figurer dækker bordene i et system, kun hende selv og Jens, der er billedhugger fra Tyskland og er tilknyttet projektet på Vallø Slot selv forstår. Jens snakker kun tysk, så Mette slår over i en halv tysk halv dansk, når hun taler med ham, men én ting har de til fælles, de forstår formsproget på de skulpturer de hugger.

På væggene hænger billeder af de skulpturer og figurer, der pryder Vallø Slots facade, som man kan ane gennem de små vinduer i det gamle gårdhus. Fotografierne er hængt op som i en efterforskning med noter og årstal, der forbinder ansigter og detaljer. Her følger man hver figur i forskellige stadier, som et puslespil af fortidens håndværk. Alt sammen for at genfinde de detaljer, tiden har slidt væk og som Mette nu har sat sig for at bringe tilbage.

»Der er en masse fantastisk sandstensarbejde på facaderne. Blandt andet næsten 300 hoveder i naturlig størrelse, der kigger ud fra muren,« fortæller Mette.

I værkstedet hænger et udprintet billede af en næsten udvisket figur fra 1500-tallet, der sidder i pragtportalen på Voergaard Slot i Vendsyssel.

»Hun hedder Melusina, og er en figur fra renæssancens fortællinger. Hun har et spejl og en hårlok i hånden, og i hjørnerne er der to løvemåner,« fortæller Mette, mens hun finder endnu flere billeder frem af de figurer, som hun arbejder på at restaurere.

»Ifølge fortællingen giftede hun sig med en adelsmand på én betingelse, at han aldrig måtte se hende om lørdagen. Men nysgerrigheden vandt over ham. En dag listede han sig ind og så hende bade i et kar, hvor hendes ben langsomt blev til en hale. Da hun opdagede ham, forvandlede hun sig til en drage og fløj væk,« fortæller Mette.

Når kulturarven smuldrer

Mette har været med til at restaurere en lang række projekter, som får de fleste til at tabe kæben. For sin indsats som restaureringsarkitekt modtog hun i 2015 den prestigefyldte Europa Nostra-Pris, der gives til personer, som har gjort en særlig indsats for at bevare den danske kulturarv. I dag bruger hun sin indsigt, som restaureringsarkitekt til at bekæmpe det store efterslæb, der truer mange af landets slotte og herregårde med forfald.

»Mange af vores slotte er bygget på samme tid, hvilket gør at de nu nedbrydes samtidig. Kronborg og Frederiksborg Slot er under omfattende forfald, og med Børsens brand oveni står vi med et kæmpe efterslæb. Vi er nødt til at handle ellers risikerer folk bogstavelig talt at få sten i hovedet,« siger Mette.

De danske håndværkstraditioner indenfor stenhugning og billedhugning stammer fra Sachsen i Tyskland og Nederlandene, hvorfra dygtige billedhuggere og stenhuggere blev hentet op i renæssancen under Frederik 2. Det er herfra det danske formsprog og billedhuggertradition udspringer. Næsten alle danske slotte og herregårde er bygget fra slutningen af 1500-tallet til midten af 1700-tallet.

På værkstedet i Vallø hugges alt på traditionel vis – næsten som da man byggede pyramiderne. I værkstedet står skitser, gipsmodeller og halvfærdige hoveder i naturlig størrelse. Der er en rodet orden i rummet, og gennem de gamle vinduer kan man ane slottet på den anden side af voldgraven.

Flere af figurerne fra slottets facade ligner hinanden som om de var beslægtede. Mette og hendes kollega Jens diskuterer ivrigt, hvordan Herman Stenmester, der var billedhugger i 1500-tallet, har tænkt sine detaljer på Vallø Slot. Skal brynjen have flere udskæringer? Skal munden være mere spids eller rund?

Fra værkstedet bevæger vi os over voldgraven og hen til slottet for at se udsmykningerne på facaden. Undervejs fortæller Mette en anden historie om Voergaard Slot, hvor hun også arbejder.

»Der går en fortælling om, at bygherren druknede arkitekten, da slottet stod færdigt, så ingen andre skulle få et lige så smukt slot,« fortæller hun.

Det står hurtigt klart, at det at være stenhugger og restaueringsarkitekt også er et detektivarbejde. En rejse ind i historien og de oprindelige tanker bag udsmykningerne. På Vallø Slot er mange af de 300 hoveder så nedbrudte, at man knap kan se deres oprindelige udtryk. Derfor rekonstrueres figurerne først i gips i tæt samarbejde med kunsthistorikere, inden de hugges i sten.

Sandstenen er den danske marmor

Den karakteristiske sandsten har siden renæssancen præget dansk arkitektur. Tilbage i 1500-tallet kom den fra Gotland, som på daværende tidspunkt var en del af det danske rige.I Danmark har vi aldrig arbejdet i marmor som i Italien.

»Vi havde vores egne, smukke sten, nemlig sandstenen fra Gotland. Den er bare ikke særlig holdbar, så den blev imprægneret og malet hvid for at ligne marmor.«

I 1800-tallet ændrede alt sig, da romantikkens stil kom til Danmark. Man begyndte at fjerne malingen for at vise den rå sten, og syre blev brugt til processen – noget, der i dag fremskynder nedbrydningen.

»Det er derfor, mange af vores bygninger nu forfalder samtidig. De blev ”afklædt” for 200 år siden, og nu betaler vi prisen.«

I dag bruges en tysk kiselbundet sandsten, som kan holde op mod 500 år uden overfladebehandling.

»Sten er et ur-materiale, som vi alle kan relatere til. Det, at vi kan skabe noget i det og forme et ansigt frem af stenen – det er noget mange, synes er helt magisk,« siger Mette.