Café
KONFERENCER cafe Boghandel

Af Rune Huvendick Jensen

Scenen er den store sal i en skole i Tingbjerg en aften i februar måned. Salen er indrettet med café, bibliotek, boder og plads til dans og musik. Ude i forhallen sidder en gruppe ældre og spiller banko. Omkring 600 mennesker når at kigge ind i løbet af aftenen. En broget flok af pensionister, indvandrermødre med børn, lokale foreningsfolk og andre med en aktie i Tingbjerg, og det kulturhus som er under udvikling i området.

Formålet med aftenen er at få nogle bud på hvad et kulturhus egentlig er, og hvad beboerne synes der mangler i Tingbjerg. Men det handler mindst lige så meget om at få folk til at møde op og engagere sig i processen.

”Vi skal finde ud af hvem interessenterne er og skabe forståelse for, at de har brug for hinanden”, siger Per Zwinge fra Witraz Arkitekter, som står bag aftenen sammen med Københavns Kommune og de lokale boligforeninger.

Altid projekter i gang
Per Zwinge har arbejdet med det almene boligbyggeri siden starten af 1980’erne og Witraz, hvor han er partner, har gennem årene arbejdet med at hæve kvaliteten af boligbebyggelser som Brøndby Strand, Tingbjerg og Urban-planen - i tæt samspil med beboerne.

PerZwinge114x142”Når vi taler om de her store boligbebyggelser, så er det vigtigste altid at have projekter i gang. Altid at have noget som beboerne kan forholde sig til og gerne blive uenige om. Det værste er, hvis man ikke ved, hvad der sker ”, siger Per Zwinge.

”Den sociale forankring kommer ikke af sig selv. Man må hele tiden forsøge at skabe kontakt og respekt mellem mennesker, og det lykkedes ikke altid lige godt. Det er heller ikke ligefrem det vi som arkitekter er uddannet til. Men det er faktisk forbavsende hvor langt man kan komme ved at spørge folk om deres behov og ideer. Bare man bliver ved med at høre dem og samler op hele tiden”.

Et fælles produkt
”Det svære er at være åben nok, når man starter en proces.  Man har jo tit et billede af hvordan tingene kan ende med at blive. Og så er det svært at involvere brugerne uden at gøre dem til beslutningstagere. Vores fornemste opgave som arkitekter er at formulere programkrav på baggrund af det, brugerne siger. Og så at forklare dem, hvorfor tingene er kommet til at se ud, som de gør”, siger Per Zwinge.

For Witraz handler det om at skrue den rigtige proces sammen og derigennem nå frem til et fælles produkt, som både brugere og arkitekter kan være stolte af. 

”Vi går ikke efter at lave ikoner, og vi tiltrækker ikke arkitekter, der vil det. Vi tiltrækker dem som gerne vil arbejde med mennesker, og derfor har vi også folk med baggrund i antropologi, kommunikation og socialvidenskab ansat. Man kunne kalde det samfundsengagement, og det tror jeg faktisk er på vej tilbage blandt arkitekter. Hvis man skal tage hele den her bæredygtigheds-diskussion alvorligt, så er det sociale element vigtigt. Sådan nogle som os må vise vejen. Vise at der er noget kvalitet ved at arbejde med det her.”

 

3 projekter Per Zwinge er stolt af

BroendbyStrand475x220

Brøndby Strand
Over de sidste 10 år har Witraz arbejdet med helhedsplaner, facaderenoveringer, friarealer og boligudbygninger i området. Målet har været at stimulere trivsel og tryghed og i sidste ende gøre Brøndby Strand til et bedre sted at bo.
Læs mere

Mjolner475x220

Mjølnerparken i København
Bygget i 1980erne til danske familier med få børn. I dag beboet af indvandrere med mange børn. ”Der var slet ikke plads til børnene derude, og de havde fuldstændig splittet gårdarealerne ad. Vi har fået lavet nogle mere funktions- og aldersopdelte udearealer, som børnene er glade for”.
Læs mere

StoreHus475x220

Avedøre Stationsby
"Det er noget derude som hedder Store Hus med 480 stort set ens og ret små boliger. Ved at sammenlægge boliger og ændre adgangsforhold har vi skabt et antal familie- og Penthouse-lejligheder og givet hele bebyggelsen et socialt løft. Husstandsindkomsten er steget med 100.000 kr."
Læs mere

Alle foto: Witraz Arkitekter


Del denne side Printervenlig version

Opdateret 19.03.2008

Til top
CVR no 7880 5218            Strandgade 27B   DK - 1401 København K  T 3257 1930  Entré: 40 kr. / stud. 25 kr.
© DAC | Dansk Arkitektur Center