Efterkrigstidens byudvikling og stigende bil- og cykeltrafik fik med Fingerplanen en arkitektonisk struktur af stor og langvarig betydning. Fingerplanen er den første danske byudviklingsplan. Den blev offentliggjort i 1947 af Egnsplankontoret for Storkøbenhavn.

Planens princip var at koncentrere fremtidig byvækst langs en række hovedfærdselskorridorer, der strakte sig som fingre ud over Sjælland fra ’håndfladen’ alias Københavns centrum. Samtidig skulle kilerne mellem fingrene holdes fri for byggeri. Disse områder skulle være grønne arealer med plads til landbrug, udflugtsveje, stier og fritidsformål.

Denne idé om ’parkways’ – trafikkorridorer gennem naturområder – er oprindelig amerikansk, men i Fingerplanen er den omsat og gjort til dansk virkelighed.

Planen skal opfattes som et princip snarere end som detaljeret geografisk planlægning. For eksempel er virkelighedens tommelfinger mod Køge blevet meget lang og tynd, og mod nord er mellemrummene mellem fingrene flere steder efterhånden udvisket af byudvikling.

Fingerplanen har haft væsentlig betydning for Hovedstadsregionens udvikling. Planen har reguleret og sikret byvækst, bebyggelsesmønstre, industri, transportkorridorer, vandforsyning og miljø. Dermed har planen bidraget til at skabe et rekreationslandskab omkring vandløb og kyster til glæde for det moderne demokratiske friluftsliv.

Planen har givet byen en opfattelig form og præger fortsat hovedstadsregionens udvikling.