En ny forskningsundersøgelse fra Center for ledelse i byggeriet kaster lys over prækvalificeringens gåde om danske arkitektkonkurrencer. Undersøgelsen viser bl.a., at bygherrer er tilbøjelige til at prækvalificere de arkitektfirmaer, som de kender på forhånd. En pointe, der understreger betydningen af arkitektfirmaers omdømme.

Skabe sig et navn
Det er for sent at gøre opmærksom på sig selv på det tidspunkt, hvor prækvalificeringen går i gang. Man skal være kendt, før konkurrencen om prækvalificering starter. Og man bliver ikke kendt gennem prækvalificering, for hvis man ikke er det på forhånd, er sandsynligheden høj for, at man aktivt bliver fravalgt i konkurrencen med dem, der er kendte på forhånd. Derfor må man finde på noget andet.

- En af måderne, hvorpå man kan overvinde anonymiteten blandt bygherrer, er at lave forslag til løsninger, som ingen har bedt om. Man kan med fordel forsøge at vende tingene på hovedet og se handling som en måde at skabe og udvikle bygherrernes præferencer på, siger professor Kristian Kreiner fra Center for ledelse i byggeriet, der sammen med researcher Majken Merete Gorm står bag det nye arbejdspapir.

Et uigennemskueligt spil
Arbejdspapiret undersøger arkitekternes perspektiver, hvilket giver ny indsigt om den ugennemskuelige prækvalificering.

- Arkitekterne betegner prækvalificering som et spil, der ikke er gennemskueligt. Årsagerne til, hvorfor man nogle gange bliver prækvalificeret og andre gange ikke gør, placerer man uden for arkitektfirmaet selv. Det gør det hele lettere at leve med – men meget sværere at lære af, siger Kristian Kreiner.

Når man er kendt af bygherren, enten fra tidligere samarbejder eller fra offentlig omtale, er det mere sandsynligt, at man bliver taget i betragtning i prækvalificeringen, selvom det naturligvis ikke garanterer, at man også bliver udvalgt til at deltage i arkitektkonkurrencen.

- Det første strategiske spørgsmål må derfor være, hvordan man gør sig synlig, så man genkendes af den konkrete bygherre, fortæller Kristian Kreiner.

Samfundsmæssigt ressourcespild eller effektiv institution?
Et andet aspekt, som undersøgelsen peger på, er de mange ressourcer, der bruges til arkitektkonkurrencer. Når man taler med arkitekterne, bliver det hurtigt klart, at de ikke opfatter deres deltagelse som særlig effektiv. De skal investere mange ressourcer - både tid og penge - med en meget tvivlsom sandsynlighed for at få dem igen. Omkostninger, som også rent samfundsmæssigt kun kan legitimeres, hvis gevinsten for samfund og for bygherre ved at få den ”rigtige” arkitekt til opgaven er endnu større end disse mange omkostninger.

- Det er ikke noget nemt regnestykke at gøre, for det er jo ikke til at vide, hvor meget ringere en kvalitet man havde fået, hvis man som bygherre havde engageret en arkitekt på en anden måde og gennemført en mere interaktiv udvikling af ideer og projekter – noget som konkurrenceformen ikke tillader af hensyn til anonymiteten og retfærdigheden, fortæller Kristian Kreiner og fortsætter:

- Det forhold, at mange private bygherrer ikke anvender konkurrenceformen, og at konkurrenceformen af arkitekter i nogle andre lande betragtes som noget, der nedsætter kreativiteten og bremser den gode arkitektur, bevidner, at der i det mindste er rum for mange fortolkninger, og at det i sidste ende er et spørgsmål om tro, om arkitektkonkurrencer kan retfærdiggøres som en effektiv institution.

Hent arbejdspapiret hos Center for ledelse i byggeriet