Af Signe Kierkegaard Cain

Er offentlige rum til for bestemte samfundsgrupper eller mangfoldige? Og er det arkitekten eller brugeren, der styrer designet af de offentlige rum? Fremtidens offentlige rum var til debat, da direktør for The Netherlands Architecture Institute, Ole Bouman, d. 26. oktober 2009 stillede skarpe spørgsmål til både oplægsholdere og publikum i Dansk Arkitektur Center.

”Pludselig er det ikke Rem Koolhaas, der designer offentlige rum i byen, men hans bedstemor. Hun inddrages nemlig i processen som bruger”. Sådan siger Johannes Pedersen fra NORD, da han indtager talerstolen for bl.a. at tale om, hvordan arkitekten ikke længere designer byrum alene. NAI og DAC har sat hinanden stævne som en del af NAI's 'Debates on Tour' og i forbindelse med DACs udstilling 'Rundt om hjørnet – tendenser i danske byrum'. Udover arkitekten fra NORD giver Charles Bessard, POWERHOUSE COMPANY, Ronald Rietveld, Rietveld Landscape, Stig L. Andersson, SLA, og Jeanne van Heeswijk deres bud på brugen af de offentlige rum og designet af dem. Ole Bouman er den engagerede moderator, der bringer debatten fremad.

Charles Bessard lægger ud med at trække fronterne skarpt op: Manglende integration og middelklassens krav på trygge, offentlige rum for skattekronerne clasher. Han viser et billede fra sin egen gård i København, hvor en jernport med pigge nu deler gården i to dele – den med de billigste boliger (hvor der bor mange indvandrere, forklarer han) og den med de lidt dyrere lejligheder. Hans synspunkt er, at bliver de unge indvandrere og efterkommere ikke bedre integreret, er det slut med de trygge velfærdsbyrum. Talerne, der følger efter, er mere optimistiske på det sociale mødes vejne. ”Vi fokuserer på subkulturer frem for at opstille modsætninger mellem indvandrere og den infødte befolkning. Folk kan tilhøre mange forskellige subkulturer på én gang”, siger Ronald Rietveld.

Alles øjne på brugeren
Aftenens fokus er ikke på formen eller den æstetiske udførsel af de offentlige rum. Brugeren er i centrum, og det er netop pointen, siger direktør i DAC, Kent Martinussen, der også deltager i debatten: ”At være arkitekt eller designer i dag handler i høj grad om at forstå brugeren og mindre om form og materialer. Brugerne vil simpelthen gerne forstås”.

I et forsøg på netop det har NORD i processen med at skabe et offentligt rum i Sjælør inddraget den lokale bandes emblem i det visuelle materiale, fortæller Johannes Pedersen. ”Det skal ikke nødvendigvis indgå i det færdige projekt, men det er vigtigt, at de føler sig taget alvorligt som en del af brugergruppen”, siger han.

For Stig L. Andersson er det en succes, når brugerne af hans byrum undrer sig, siger han i sit indlæg. Han vil gerne have brugerne til at udveksle erfaringer og diskutere, hvad de oplever. ”Designet af offentlige rum er en forhandling mellem os og brugerne. Men i virkeligheden er det jo brugerne, der er eksperter”, siger han. Jeanne van Heeswijk, der bl.a. arbejder med at skabe nyt liv i Liverpools offentlige rum, har fokus på, hvordan friktion og konflikt kan være med til at skabe liv. ”Offentlige rum er meget regulerede, og mange føler sig udelukkede fra at bruge rummet. Jeg tror, der er brug for friktion for, at folk kan komme til at føle, at de for alvor hører til”, siger hun.

Da alle oplæg er færdige, vender Ole Bouman mikrofonen mod publikum. ”Føler I jer forstået af dem, der designer jeres byrum?”, spørger han ud i salen. Her er mange selv arkitekter og byplanlæggere, men Bouman vil gerne høre deres mening som brugere af byen. Én tilhører mener, at designere burde tage tilbage til de offentlige rum, de har designet, for at se, hvordan de virker. Til det svarer Johannes Pedersen, at offentlige rum efter hans mening ikke behøver at holde så længe. En anden i publikum peger på, at i gamle dage skulle offentlige rum mest bare være pæne; i dag skal de løse alskens sociale konflikter. ”Hvor går grænsen for, hvad et byrum kan?”, spørger han. Jeanne van Heeswijk svarer, at de sociale problemer jo er i de offentlige rum: ”Det er ikke så meget en spørgsmål om design som problemløser, men om, at problemerne er der, og så må vi forholde os til dem”.