Første spadestik til Teglværksbroen, der skal forbinde Teglholmen og Sluseholmen i Københavns Sydhavn er taget i dag. Den længe ventede bro over Teglværksløbet forventes at stå færdig i 2011.
Den nye vej, cykle- og gangbro er tegnet af Hvidt Arkitekter, som har udviklet projektforslaget i samarbejde med ISC Rådgivende Ingeniører. Københavns Kommune er bygherre på broen.
”Den kommende bro får den succesfulde kanalby på Sluseholmen til at hænge bedre sammen med den resterende by samt den folkeskole, der netop nu er under projektering på Teglholmen. Det vil uden tvivl gøre hverdagen nemmere for beboerne på Sluseholmen, så det er bestemt en glædelig begivenhed. Broen vil også få stor betydning for den kommende byudvikling af Teglholmen, som vil gå i gang i løbet af de kommende år”, siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn, der står for byudviklingen af blandt andet Sluseholmen og Teglholmen.
Det er entreprenørfirmaet C.G. Jensen A/S Glostrup, der skal opføre broen over Teglværksløbet, som bliver cirka 100 meter lang. Ligesom Langebro og Knippelsbro, vil den den nye bro blive oplukkelig, så skibe fortsat kan passere ind og ud af Teglværkshavnen.
Kilde: By og Havn








Danske nyheder