Af Jannie Rosenberg Bendsen, Dansk Arkitektur Center
Torsdag d. 4. marts afholdt Dansk Arkitektur Center det andet arrangement, Behaviour and the Built Environment, i forbindelse med 3XN udstillingen, Mind Your Behaviour. Det foregik i DACs sal med 110 tilhørere fordelt over en hel dag. Dagen bød på fem meget forskellige oplæg af filosof Anders Fogh Jensen, arkitekt Kim Herforth Nielsen, arkitekt Ralf Richardt Strøbech, arkitekt James Pickard og arkitekt Blaine Brownell. Alle oplægsholderne havde en halv time til deres præsentation og derefter var der tid til spørgsmål fra salen styret af Jannie Rosenberg Bendsen, projektleder ved DAC.
”Arkitektur skal være rillet”
Anders Fogh Jensen, Dispuk, startede dagen med et oplæg om adfærd og arkitektur set fra en filosofs perspektiv. Anders kom i sit oplæg vidt omkring og havde mange eksempler på, hvordan arkitektur i et historisk perspektiv har været med til at forme eller måske ligefrem diktere menneskelig adfærd. To eksempler på dette var dels, hvordan indretningen af moderne fængsler, som den franske filosof Foucault har beskæftiget sig indgående med, har givet de indsatte en følelse af konstant at være overvåget dels, hvordan indretningen af pestramte byer skabte en naturlig adskillelse af syge og raske mennesker. Med udgangspunkt i dansen viste Anders desuden, hvordan arkitekturen mister betydning i forhold til at påvirke menneskelig adfærd. I, hvad han kalder det moderne projektsamfund sker adfærd bare og skaber selv sit rum. Og han sluttede af med at understrege, at det derfor er utrolig vigtigt, at arkitekterne formår at skabe rum, der ikke er planlagte til specifikke aktiviteter, men hvor der er rum for mange forskellige aktiviteter. Arkitektur, der ikke er for glat, men hvad Anders kaldte rillet. Et begreb, der i løbet af dagen blev refereret til mange gange.
Adfærd som et centralt begreb i 3XNs arkitektur
Kim Herforth Nielsen, 3XN, gennemgik en række af 3XNs projekter og koblede dem undervejs til udstillingens syv forskellige former for adfærd: Learning, social, public, building, human, cultural and responsible behaviour. Igennem bygningerne og udstillingstemaerne fortalte Kim dermed om tankegangen bag tegnestuens tilgang til arkitektur, og hvorfor adfærd er et centralt begreb for dem. Kim afsluttede sin præsentation med vise projekter fra deres udviklingsafdeling GXN, der bl.a. arbejder med nye materialer, og hvordan de kan bruges i nutidig arkitektur. Et område, som Blaine Brownell senere på dagen foldede ud.
Se desuden reportagen fra DACs arrangement d. 24. februar, hvor flere af 3XNs byggerier omtales.
“One man’s everyday life is another man’s adventure”
Ralf Richardt Strøbech, Loopgroup, har skrevet en artikel til bogen Mind your Behaviour om cultural behaviour og hans oplæg på dagen tog udgangspunkt i artiklen. Ralf havde tre centrale pointer i sit oplæg, og han havde valgt at bruge eksempler fra naturen frem for arkitekturen for at understrege pointerne. Ralfs første pointe var at ”one man’s everyday life is another man’s adventure”, og med det mente han, at vi ofte glemmer, at det vi i vores hverdag tager for givet, kan være store oplevelser for andre. Derudover understregede han, at selv om der ofte udtrykkes bekymring om, at arkitekturen er ved at blive ens over hele verden, vil klimaet altid gøre, at bygninger aldrig bliver helt ens, selv om det i princippet er det samme hus, der bliver bygget.
Den anden centrale pointe i Ralfs oplæg var, at ”a good house is a good neighbour”, hvor han introducerede begrebet extended phenotype, som han forklarede med udgangspunkt i en bævers dæmning. En dæmning er ikke kun en dæmning i sig selv, den er ligeledes en del af bæveren og den er med til at ændre naturen ved at dæmme op for vandet. Den sidste pointe var, at “the world is large but in us it is as deep as the sea”.
”Arkitektur kan være med til at ændre adfærd – se bare i London”
Den fjerde oplægsholder var den britiske arkitekt James Pickard fra den londonbaserede tegnestue Cartwright Pickard Architects. James fortalte i sit oplæg om tegnestuens praksis, og hvordan de arbejder med arkitektur og adfærd. Tegnestuen er kendt for sin anderledes tilgang til byggeri og det blev vist ved flere eksempler. James fremhævede især to af tegnestuens byggerier i London, hvor de havde anvendt nye måder at arbejde med præfabrikerede elementer på og dermed nedbragt ikke kun omkostninger ved byggeriet, men ligeledes antallet af dødsfald blandt arbejderne på byggepladsen. Desuden pointerede han, at renoveringen af gamle byggerier og opførslen af nye byggerier i mange af Londons kvarterer havde medført markant lavere kriminalitet og en højere levestandard og på den baggrund konkluderede han, at arkitektur kan være med til at ændre menneskelig adfærd, selv om der tidligere på dagen var blevet stillet spørgsmålstegn ved dette. Afslutningsvis viste James desuden, hvordan de i en årrække havde arbejdet med at udvikle en prototype til et hus til brug i udviklingslande. Huset er nemt at samle, det kan gøres med lokale materialer og af de kommende beboere, derudover er det jordskælvs-, cyklon- og oversvømmelsessikret. Et byggesystem, der er meget efterspurgt.
”Er lystransmitterende beton overhovedet beton?”
Det var den amerikanske arkitekt og materialeforsker Blaine Brownell, der sluttede en lang og spændende dag af med et oplæg om nye materialers betydning for arkitekturen. Blaine er forfatter til bøgerne Transmaterial 1-3 og har en omfattende viden om nye materialer, deres egenskaber og betydning, hvilket han demonstrerede i sin præsentation. Blaine lagde vægt på at præsentere et utal af de nye materialer, der opstået i de seneste år, bl.a. viste han materialer, der kan genere energi, en stol lavet af krystaller og lystransmitterende beton. I forbindelse med betonen fortalte han, at en af hans venner havde stillet ham spørgsmålet om lystransmitterende beton overhovedet er beton. Et interessant spørgsmål, der var relevant i forhold til flere af de præsenterede materialer. Han understregede desuden, at arkitektens valg af materiale ikke kun har betydning i forhold til det æstetiske udtryk, men ligeledes spiller en afgørende rolle for en bygnings komfort og miljø.
Efter oplæg og spørgsmål var der reception i DACs boghandel i anledning af, at udgivelsen af bogen Mind your Behaviour.








DAC Nyt