Tilbage til statsfængslet - for at blive klogere....

Arkitekterne ville tegne et mere humant fængsel og det lykkedes. Alligevel kommer arkitekturen i i Statsfængslet Østjylland flere steder til kort i mødet med virkeligheden. Vi tager på rundtur med en af arkitekterne og en designforsker, der har studeret den sociale adfærd i fængslet. For hvad kan man egentlig lære af at undersøge brugen af bygninger efter de er opført?

Deltag i debatten nederst på siden

Af Signe Kierkegaard Cain

Det ligger bag en seks meter høj mur, men ellers ligner det meget lidt et fængsel. Lave murstenshuse ligger spredt i landskabet med en sø i midten. Men så er der selvfølgelig lige de tunge stålgitre og en uendelig række af døre. Med på rundturen er designforsker Trine Brun Petersen, der har skrevet ph.d. om bl.a. arkitekturens betydning for forholdet mellem ansatte og indsatte i fængslet, og arkitekt Mikkel Wienberg, som har været en del af holdet hos Friis & Moltke, der har tegnet fængslet.

Mens vi bevæger os gennem det store udendørs område 10 km. udenfor Horsens, forklarer Mikkel Wienberg, at fængslet faktisk er tegnet som flere små fængsler.

”Programmet bad om et sammenhængende byggeri i én etage, men vi brød med de krav og skabte et fængsel, der er spredt ud på grunden, og hvor de fleste bygninger er i to etager”, siger han.

Fra det store område mellem husene er der flere steder kig ud til markerne og træerne på den anden side af muren. Fængslet er det første nybyggede i Danmark siden 1970’erne og stod færdigt i 2006.

”Det her er jo nu et referenceprojekt – bl.a. for det nye storfængsel, der skal bygges på Falster”, siger Trine Brun Petersen. Hendes undersøgelse viser, at arkitekturen i høj grad har indflydelse på de ansattes arbejde og de indsattes fængselsliv. ”Det er tydeligt, at arkitekturen påvirker både de sociale relationer og den måde, fangerne opfattes på af både andre og sig selv”, siger hun.

 

 

Intentioner møder virkeligheden
Indenfor i et af husene står vi i et fællesrum med bordtennisborde og sofaer. Lige ud til rummet ligger fængselsbetjentenes vagtstue, der er adskilt fra opholdsrummet med en væg af sikkerhedsglas. Trine Brun Petersen udpeger glasvæggen som et af de steder, hvor arkitekternes intentioner stødte på virkeligheden, og man endte med en løsning, der ikke opfylder sit formål.

”Vi havde egentlig tegnet en skranke, men af sikkerhedshensyn valgte man så til sidst at sætte glasvæggen i. Det betyder bl.a., at fængselsbetjentene faktisk har svært ved at høre, hvis der er et slagsmål under opsejling”, siger Mikkel Wienberg. Samtidig gør glasskillevæggen det sværere for ansatte og indsatte at interagere, og de indsatte oplever, at de er overvåget", forklarer Trine Brun Petersen:

”Glasset indbyder ikke til uformelle samtaler mellem personale og indsatte, og dermed øger det faktisk afstanden mellem de to grupper”.

 

Dynamisk sikkerhed 

Trine Brun Petersen tilføjer, at fællesrummet generelt ikke helt virker efter hensigten: ”Jeg kan se på jeres tegninger, at I havde tænkt det som et opholdsrum, men det er blevet mere et gennemgangsrum, og de indsatte giver udtryk for, at de savner et opholdsrum”.

”Ja, det fungerer ikke optimalt, og i vores forslag til fængslet på Falster arbejder vi med en løsning, der gør opholdsrummet nemmere at bruge”, siger Mikkel Wienberg.

I køkkenet i et af celleafsnittene diskuterer han og Trine Brun Petersen, hvordan fængslet understøtter den såkaldte dynamiske sikkerhed, som er den, der opstår, når ansatte og indsatte møder hinanden og har en oplevelse af, at de ved, hvor de har hinanden. ”Den nye opbygning med celleafsnit, hvor de indsatte langt hen ad vejen passer sig selv, og de ansatte ikke et naturligt ærinde, giver de indsatte mere frihed”, siger Mikkel Wienberg.

”Helt sikkert, men samtidig er der ikke så meget interaktion mellem de to brugergrupper, når de indsatte kan klare sig selv på afsnittene. På den måde svigter man den dynamiske sikkerhed”, siger Trine Brun Petersen.

 

Liv uden for murene
Vi går over til et andet af husene, hvor der er besøgslejligheder. Her er en hvid babystol det første, der fanger opmærksomheden. ”I dag er det en del af livet i fængslet, at fangerne skal resocialiseres, og fængslet her er tegnet, så det skal minde så meget som muligt om livet uden for murene. Det lykkes på mange måder. De indsatte har eget bad, adgang til fælleskøkken, og her i besøgslejlighederne kan de have familien på besøg i op til 48 timer”, siger Trine Brun Petersen.

”Vores intention har først og fremmest været at skabe en human arbejdsplads for de ansatte og så gode forhold som muligt for de indsatte”, siger Mikkel Wienberg og peger på nogle arkitektoniske greb, der kunne få fængslet til at minde endnu mere om verden udenfor:

”Når jeg ser på det nu, så tænker jeg, at vi for eksempel kunne have gjort de rum, man arbejder i, og dem, man bor i, mere forskellige. En anden ting er, at vinduerne sidder i ét lige bånd. Det kunne man måske variere mere, så det så knap så institutionsagtigt ud”.  

Artiklen er produceret i samarbejde med Ark Byg og Licitationen - Byggeriets Dagblad og blev bragt i avisen d. 14. juni 2010.

DEBAT: BØR ARKITEKTER UNDERSØGE HVORDAN DERES HUSE BLIVER BRUGT OG HVAD KAN MAN LÆRE AF DET?